I Panserbataljon Jydske Dragonregiment

2. Kampvognseskadron er en hæderkronet eskadron med stolte traditioner som en af de bedste og mest motiverede enheder i forsvaret.
Eskadronen er en erfaren enhed, der med succes har deltaget i en række kampoperationer i både Bosnien, Irak og Afghanistan. Eskadronen var den første i Afghanistan og er desuden den kampvognseskadron, der har haft flest delinger af sted. Ud over indsatsen i missionsområderne har eskadronen været en del af NATO Response Force 10 og har i den forbindelse gennemført en omfattende øvelsesaktivitet i udlandet.
2. Eskadron bygger på et solidt fundament af kampprøvet og erfarent personel, der løser deres opgaver med stor professionalisme og ildhu. Hvis man søger en af de få vakante stillinger ved eskadronen, så skal man være klar til at yde den indsats, der skal til, for at være en af de bedste.
Eskadronen går en travl men god tid i møde, hvor vi frem til februar 2012 har to af vores tre kampvognsdelinger udsendt med hhv. ISAF 11 og 12. Den resterende deling er under opbygning mhp. udsendelse med ISAF 16.
Martin Kvistgaard
Kaptajn
Eskadronchef
