Dagbog for VPL Linde

Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle møde på dragonkasernen, Holstebro. Fuld af forventninger, håb og en lille smule nervøsitet. Uvidende om hvad man egentlig helt præcist havde meldt sig frivilligt til. Uvidende om hvilke folk man skulle dele de næste 4 måneder af sit liv med. Til trods for at jeg, sikkert som de fleste andre, havde søgt alverdens information på nettet, via social netværk og andre veje, så vidste jeg ikke hvordan den første uge i værnepligten ville blive.

Dagene forinden var gået med at få styr på alt hvad der skulle ordnes inden den første dag. Der skulle købes ur, ordnes bus/tog kort, udfyldes formularer og så skulle håret jo selvfølgelig klippes.  

Søndagen inden mødedagen var sat af til at pakke tasken, så man ikke stod om mandagen og pludselig manglede et par strømper eller andet. Inden jeg faldt i søvn faldt tankerne da også på hvordan det mon ville blive at starte i forsvaret, og om det ville leve op til alle de ”røverhistorier” som man hører fra tid til anden. 

Mandagen kom og jeg fandt vej ind til kasernen. Ved hovedvagten stod der en sergent klar til at modtage mig og dirigere mig i den rigtige vej og derfra var det ellers bare at følge pilene. Som det første skal man aflevere nogle af de sundhedsskemaer og lignende formularer som var blevet sendt hjem til. Derefter blev jeg sendt ned af en gang og fik besked på at gå ind af anden sidste dør på venstre hånd. Den dør var døren indtil stue 3, som har været mit hjem den sidste uges tid. Et rum med 10 stk. køjesenge, skabe og så et enkelt bord med tilhørende skamler og så er det malet i en lysegrøn nuance. Det er i hvert fald ikke kreative indretningsarkitekter der arbejder flest af i Forsvaret. Ved ankomst var de første par drenge på stuen allerede ankommet og godt i gang med at tørre skabe af og ellers følge den startintroduktion som var hængt på opslagstavlen. Vi fik præsenteret os selv og fik sikkert grint af de samme dårlige jokes som utallige af værnepligtige før os har gjort. 

Derfra gik dagene stærk, det gik faktisk rigtig stærkt. Morgenvækning kl. 0500 (nul-fem-hundrede og ikke klokken fem, der er Stoor forskel!). Der var sørget for musik, Status Quo - You’re in the army now, og så sad den sang ellers fast på hjernen resten af ugen. Lige siden har tiden bare fløjet af sted med lektioner i våbenbeherskelse, teori, lovgivning om værnepligtiges rettigheder. Og så selvfølgelig en enkelt lektion med et par store brag, røg og huskeregler om hvordan man færdes omkring våben. Ellers er en ting som mikro-træning helt sikkert også en god og effektiv måde at, fylde de få huller i tidsplanen ud på. Fritid og privatliv er ikke kodeordene i den første uge i værnepligten. Hver morgen er det op kl. 0500 og så er det soignering, morgenmad og rengøring inden dagen rigtig går i gang indtil det hele slutter ved aftenappel kl. 2200. Derefter har vi fri og kan gøre hvad vi lyster, men på sergenternes opfordring havde vi lyst til at pakke tasker, pudse støvler og gøre klar til næste dag. Og så ellers på hovedet i seng, når alt hvad der kan gøres klar er gjort klar. 4 –5 timers søvn holder overraskende godt og på grund af den faste tidsplan får kroppen ikke tid til at mærke hvor træt den evt. er og derfor kan man holde sig kørende. Det er også tydeligt at mærke at alt hvad der foregår i militæret ikke er en førstegangsting. Der er ingen ”børnesygdomme”. Alting er blevet prøvet et utal af gange før, på rigtig mange værnepligtige før os, og et er vores garanti for en uddannelse og et system der virker, hvis man selv gør en indsats. 

Jeg kan allerede efter den første uge mærke stor forskel på hvordan jargonen i Forsvaret har gjort sit indtog i mit ordforråd. Ord som ”det spiller”, ”spænd op i coren”,  ”spitze” var ord som blev brugt på et absolut minimum førhen og her efter blot en uge, er det mange gange i løbet af en dag det bliver råbt ud over delingen, stuen eller andre. Og så har kommandoen ”FÅ NU FOR HELVED FINGEREN UD 1. DELING!!!” selvfølgelig også ændret lidt på tonen blandt os værnepligtige, vi vænner os til hvordan det foregår og så tilpasser vi os. Det er den menneskelige natur, og helt sikkert en kæmpe fordel at kunne tilpasse sig hurtig i dette miljø.

Humøret har været helt i top, da vi alle sammen har meldt os frivilligt og derfor er der ingen der har ret til at brokke sig og skabe dårlig stemning i delingen.  

Helt sikkert en helt igennem god uge, med masser af intensitet, sjove indslag og ømme muskler. Jeg er ikke i tvivl om at det her nok skal blive 4 rigtige gode måneder med en spændende, anderledes uddannelse. Og helt sikkert lige det rigtige for én som mig, som ikke har kunne holde røven på skolebænken i for lang tid af gangen.