VELKOMMEN TIL 2. KOMPAGNI
Kompagniet er et professionelt kompagni i rammen af Hærens stående reaktionsstyrke, der pt. er sammensat af erfarne folk med mindst en international mission bag sig.
Kompagniet opstod i dets nuværende form, i marts 2007, hvor det blev bestemt at kompagniet, som den første danske enhed skulle uddannes på det nye infanterikampkøretøj CV 9035. Efter uddannelsen skulle kompagniet også deployere til Afghanistan med køretøjet, som de første nogensinde. Deployeringen fandt sted i FEB-AUG 2010
På grund af det forestående forsvarsforlig og de manglende detaljer om fremtiden er det endnu ikke besluttet, hvornår kompagniet skal udsendes i international mission igen. Det betyder, at vores fokus frem til sommeren 2011 vil være på almene militære færdigheder, herunder, skydning, førstehjælp, enkeltmandsfærdigheder samt fysisk træning. Vi vil således bygge videre på fundamentet til den professionelle enhed, der formenligt skal udsendes igen om 2-3 år.
Vores aktivitetsniveau vil være skiftende. Der vil være perioder, hvor man er meget væk hjemmefra, det være sig på øvelser, kurser eller udveksling. Ligeledes vil der så tilsvarende være perioder med megen frihed. Alt i alt en god vekslende tjeneste.
Vi lægger vægt på, at der er kvalitet i hverdagen og at den enkelte medarbejder er engageret i tjenesten såvel som sin egen og andres udvikling. Vi forventer, at vores nuværende og kommende medarbejdere tager ansvar for egen læring.
Til gengæld kan kompagniet tilbyde en spændende og indholdsrig hverdag, hvor medarbejderen vil være i centrum.
