02-02-2010 - kl. 14:20
”Jeg tænker meget på min familie lige nu, men jeg glæder mig også til at komme af sted”, fortalte oversergent Raf, der havde valgt at sige farvel til konen og sit lille barn derhjemme, men til gengæld havde fået selskab i lufthavnen af både far og mor og flere andre familiemedlemmer.

Livgardens bidrag til ISAF 9 kommer fra 1. bataljon, der er den stående styrke, og for de fleste var det derfor ikke første gang, de oplevede at stå i ørkenfarvet uniform i Københavns Lufthavn og tage afsked med familien: ”Det er min fjerde udsendelse. To gange i Irak og en gang i Afghanistan er det blevet til”, fortalte oversergent Raf, der skal være delingssergent under udsendelsen.
Kompagniet, der tog af sted i går, er et af to kompagnier ved Livgarden, der har specialiseret sig i infanterikampkøretøjer til missionen i Afghanistan. Det er et helt nyt koncept for hæren, hvor soldaterne kan kæmpe både fra køretøjet og sidde af. 2. kompagni udsendes nu med ISAF 9, mens 1. kompagni skal udsendes med ISAF 10 til august.

Udrotationen for ISAF 9 foregår over længere tid. En forkommando tog af sted allerede d. 20. januar og resten af IKK-kompagniet, samt staben og stabs- og logistikkompagniet følger de næste par dage.