Den Kongelige Livgardes hovedkaserne er Garderkasernen i Høvelte. Trods udvidelsen af Livgardens Kaserne i København i 1845, var pladsen alt for kneben til at indkvartere såvel gardere som rekrutter. Samtidig bevirkede udviklingen inden for våben og taktik i det 20. århundrede, at Livgarden måtte have en fast lejr eller kaserne uden for København med bedre adgang til terræn og skydebaner. Efter at have anvendt Jægersborg Kaserne i perioden 1909-14 og 1920-43, samt andre sjællandske domiciler i kortere tidsperioder, overtog Livgarden i 1945 Sandholmlejren i Nordsjælland. I 1985 overførtes Livgarden så til den mere moderne og større kaserne; Høvelte Kaserne,opført i 1940 og moderniseret i 1960'erne. Foran I & II bataljons hovedkvarter på Garderkasernen Høvelte, står der en statue af en garder i feltuniform. Statuen blev rejst i 1978 i Sandholmlejren, og er udført af Eric Erlandsen. Den er siden fulgt med Den Kongelige Livgarde til Garderkasernen i Høvelte.
