Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Den kongelige Livgarde
Forsvarets logo
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Rosenborg Slot 

Rosenborg Slot stod indflyningsklar for Kongen i 1615, men udvidelser fortsatte indtil 1624. Det blev opført som et landligt lysthus uden for Københavs Vold.

Rosenborg Slot.
Rosenborg Slot.

På Rosenborg Slot kan De Danske Kongers Kronologiske Samling opleves med gobeliner, portrætter og interiør fra Kong Christian IV til Kong Frederik VII. Derudover kan skatkammeret med de af Vagtkompagniet stærkt bevogtede kronjuveler opleves.

Efter opførelsen af Frederiksberg Slot, først i 1700-tallet, var Rosenborgs tid som kongebolig forbi. Slottet var allerede i Frederik III's tid, fra ca. 1658, blevet benyttet til opbevaring af kongefamiliens personlige kunstskatte, og tjente nu fremover udelukkende dette formål.

Gardervagten foran Rosenborg Slot.
Gardervagten foran Rosenborg Slot i forbindelse med dets 400-års jubilæum.

I 1833 besluttede Frederik VI at gøre slot og samling til museum. Museet åbnedes for publikum i 1838. Som noget nyt i udstillingssammenhæng blev samlingen ordnet således, at ruminteriørerne kronologisk følger de kongelige generationsskifter. Ved Enevældens ophør i 1849 blev slottet statsejendom og i 1854 blev samlingen efter overenskomst med Frederik VII et såkaldt løsørefideikommis, arvelig fra konge til konge.

Livgardens Kaserne

Livgardens Kaserne ældste bygningsdel Midterpavillonen er opført omkring 1670 som lystpavillon til det af Kong Christian IV (1588-1648) opførte Rosenborg Slot.

Livgardens Kaserne med Amalienborgvagten i Rød Uniform.
Livgardens Kaserne med Amalienborgvagten i Rød Uniform.

I pavillonen holdtes især på Christian V og Frederik IV's tid tafler, når hoffet opholdt sig på Rosenborg Slot. I 1709 blev to væksthuse sammenbygget med Midterpavillonen til en lang bygning med pavillonener i hver ende. Midterpavillonen brugtes stadig til tafler, mens den øvrige del brugtes til dyrkning af sjældne planter.

I 1785 blev bygningen omdannet til kaserne ved bl.a. tilføjelse af en tagetage, en del af Rosenborgs voldgrav blev tilkastet, og eksercerpladsen blev anlagt.

I 1786 rykkede Livgarden til Fods ind på kasernen, som Den Kongelige Livgarde har benyttet siden. Rosenborg Eksercerplads åbnedes i de følgende år for befolkningen ved særlige lejligheder som ballonopstigninger, dyrskuer, rigsdagsvalg samt optræden af ildkunstnere og linedansere m.v.

I 1845 forhøjedes kasernen med en etage.

1879 - 1889 afvikledes de første fodbold- og tenniskampe i Danmark på pladsen.

I 1930 blev Gothersgade reguleret og den nuværende gitterport opført.

Livgardens Kaserne på Gothersgade i København.
Livgardens Kaserne på Gothersgade i København.