I 1167 lagde biskop Absalon grunden til en borg ved byen ”Havn” (København), på hvis stadig eksisterende ruiner Københavns slot opstod med dets utallige tilbygninger. I løbet af 1400-tallet blev slottet i stigende grad de danske kongers hovedresidens.
Slottet undergik facadeændringer til barokstil 1721-1727 for kort efter at blive revet ned, og i 1740 erstattedes det af det første Christiansborg Slot, opkaldt efter bygherren Christian VI. Arkitekterne var Häuser, Thura og Eigtved m.fl. Af dette slot ses i dag fløjene omkring Ridebanen og to forbindelsesfløje.

Christiansborg Slot med Ridebanen nærmest.
Efter branden i 1794 påbegyndtes det andet Christiansborg i 1820’rne under C.F. Hansen. Slottet, der var i nyklassisk stil, blev indviet i 1828, men nedbrændte med undtagelse af Slotskirken i 1884.
Det tredje Christiansborg fuldførtes i modificeret barokstil i 1924 med Thorvald Jørgensen som arkitekt. Slottet rummer blandt andet de kongelige repræsentationslokaler, Folketinget og Højesteret.
Vagtkompagniet opretter vagt på Christiansborg Slot, når Hendes Majestæt Dronningen opholder sig på slottet. Det kan bl.a. være i anledning af nytårskure, ambassadørmodtagelser eller audienser og statsråd. Vagterne nedlægges igen, når Hendes Majestæt forlader slottet. Der kan oprettes Kongevagter og Løjtnantsvagter, men fanen indgår kun i Kongevagten.