Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Miner om bord 
Kaptajnløjtnant Rene Brehmer, Premierløjtnant Daniel Prenzel og Premierløjtnant Michael Sinke
I begyndelsen af næste uge skal den tyske minejager HERTEN ikke søge efter miner, men tværtimod lægge dem. Inden da skal der dog holdes weekend i Göteborg.
16-04-2005 - kl. 08:58

Det er først på aftenen torsdag d. 14. april. De to tyske minejagere ENSDORF og HERTEN er netop ankommet til Flådestation Frederikshavn. De skal kun være her i kort tid – for at tage øvelsesminer ombord. Selvom skibenes primære funktion er at finde og uskadeliggøre miner kan de dog også optræde i den stik modsatte rolle – som minelæggere. I LOYAL MARINER 05 skal de gøre begge dele.

Minerne tages ombordI den tågede og regnfulde aftenskumring arbejdes der hårdt på agterdækket med at få minerne på plads. En stor mobilkran løfter minerne fra en lastbil og over på HERTENs dæk, hvor de tyske søfolk tager imod. ”I næste uge skal vi være de ’slemme drenge’”, griner Premierløjtnant Michael Sinke, der er næstkommanderende på HERTEN. Han hentyder til, at HERTEN i næste uge skal spille fjenden i LOYAL MARINER 05 og udlægge miner. ”Så snart minerne er lagt, er vi på den ’rigtige’ side igen Så skal vi i gang med vores primære opgave – at jage miner.”, forklarer Sinke.

Også chefen for HERTEN, Kaptajnløjtnant Rene Brehmer, ser på, mens minerne bliver lastet. ”Det ser godt ud”, siger han til danskerne på kajen. Han taler nemlig flydende dansk, fordi han har gået i skole i Flensborg. ”Jeg havde dansk i skolen i fire år, men det er svært at få lov til at tale dansk med danskere. Når jeg siger noget til dem på dansk, så svarer de på tysk”, siger Rene Brehmer smilende.

Ud over det danske islæt på HERTEN er der også en gæst fra Canada. Det er Kaptajnløjtnant Dave Turetski, der følger tyskerne. ”Jeg har selv været chef på en canadisk minejager, men underviser nu i minekrig på officersskolen. Jeg laver sådanne studieophold for at se hvordan andre lande arbejder med minerydning. Overordnet set er tyskernes og vores måde at arbejde på meget ens. Der er mange små forskelle, men det store billede er det samme”, påpeger Dave Turetski.

Efter at ENSDORF og HERTEN har fået deres last af miner ombord forlader de i ly af skumringen og tågen igen Flådestationen. I nat skal de ligge for anker ud for den svenske kyst sammen med andre tyske skibe. I morgen sejler de så i samlet flok ind til Göteborg for at holde weekend. Men i begyndelsen af næste uge får tyskerne og den ene canadier travlt med at få minerne lagt.

Ekstra billeder kan ses under menuen Fotogalleri