17-04-2005 - kl. 08:39
Den lettiske Løjtnant Janis Crucis taler dansk. Og det er der en god grund til. Han har nemlig boet seks år i Danmark, mens han fik sin officersuddannelse. ”Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet da dette tilbud kom. Det var led i NATO’s støtte til partnerlande og jeg sprang til”, fortæller Janis Crucis.
”Under uddannelsen boede jeg i Nyboder i København. Det var fra 1997 til 2003. Jeg husker selve uddannelsen som meget god og grundig, men også meget lang. Men det er jo svært at gå i dybden med ting, hvis ikke man tager sig god tid. Men meget hellere det end at blive officer uden at have forudsætningerne i orden”, forklarer Janis Crucis.
Janis Crucis synes at LOYAL MARINER 05 er en udfordrende oplevelse. ”Det er et omfattende program og der kommer hele tiden ændringer. Kommunikationen er også en udfordring. Det er ikke så meget fordi der er mange skibe med, men en gang i mellem er der et skib, der ikke har modtaget et signal vi har sendt. Og så mangler de noget information. Men det er jo netop derfor vi holder en øvelse som den her: For at finde ud af, hvordan vi kan gøre tingene bedre”, siger Janis Crucis.