20-04-2005 - kl. 20:49
”Hvis I falder i vandet så bare rolig – vi skal nok fiske jer op”. Ordene, der kommer fra Colour Sergeant Simon Biggs fra Royal Marines 539th Assault Squadron, får det forventningsfulde opbud af pressefolk til at grine. For at deltage i mediedagen under LOYAL MARINER 05 skal de nemlig sejles ud til det spanske flagskib SPS CASTILLA i Royal Marines landgangsbåde og hurtigtgående motorbåde.
Medier fra både Danmark og udlandet har takket ja til at besøge LOYAL MARINER 05 for at blive orienteret om og ikke mindst få demonstreret, hvad det hele går ud på. Efter en problemfri sejltur med Royal Marines ankom de til CASTILLA, hvilket i sig selv er noget af en oplevelse. Skibet er nemlig et stort landgangsskib og med mindre fartøjer som Royal Marines landgangsfartøjer og både kan man simpelthen sejle ind i skibet – nærmest som at køre ind i en garage.
Dagens program indeholdt naturligt nok en pressekonference. Her deltog bl.a. Admiral Sir Jonathon Band, der er chef for det NATO-hovedkvarter i England, som er ansvarlig for LOYAL MARINER 05. ”Det er en vigtig øvelse, hvor vi øver samarbejde og viser, at vores styrker er klar til at deltage i NATOs reaktionsstyrke (NATO Response Force). Under planlægningen af øvelsen er der blevet fokuseret på de nye trusler vi har i verden i dag – ikke mindst truslen fra terrorister”, forklarede Sir Jonathon Band.
Og især truslen fra terrorister var en væsentlig del af dagens demonstrationer, der skulle vise, hvad Flådestyrken dur til. Her var det igen Royal Marines der spillede hovedrollen som terrorister, der angreb CASTILLA i deres hurtige motorbåde og på jetski. Den danske korvet NIELS JUEL og lavtgående helikoptere jagtede de angriberne for at beskytte flagskibet. Det spektakulære optrin var tankevækkende, fordi det var en påmindelse om, at selv store og godt bevæbnede krigsskibe skal have respekt for truslen fra noget så banalt som en hurtig motorbåd.
Ud over terrortruslen fokuserer LOYAL MARINER 05 også på Flådestyrkernes mulige rolle i situationer, hvor fx en våbenembargo skal håndhæves. Her vil krigsskibe typisk skulle undersøge mistænkelige handelsskibe for at se, om de smugler våben. Også i denne forbindelse bød mediedagen på en fantastisk demonstration, hvor spanske specialstyrker blev sat ombord på den franske destroyer DE GRASSE med helikopter.
De mange journalister og fotografer overværede også en luftforsvarsøvelse, hvor to tyske Tornado jagerfly fløj lavt hen over CASTILLA i et fingeret angreb og sprængningen af en mine, der slyngede en enorm søjle af vand op i luften. Som afslutning på en spændende dag blev der budt på eksempler på det spanske køkken bl.a. paella inden turen gik tilbage til Flådestation Frederikshavn ombord på Royal Marines hurtige både. Det havde været en god og actionfyldt dag på havet.
Ekstra billeder kan ses under menuen Fotogalleri