Flådestationen bygges
I tiden efter 2. Verdenskrig startede flådens genopbygning, og efter Danmarks tilslutning til NATO blev Frederikshavn i stigende grad benyttet af danske og allierede flådefartøjer. Planerne om en egentlig flådehavn blev endelig godkendt den 21. august 1953, hvor finansudvalget tiltrådte en bevilling til NATO´s infrastrukturprogram som bl.a. indebar NATO-finansiering af flådestationerne i Korsør og Frederikshavn.
Selve havnebyggeriet omfattede et areal på 160.000 m² med ca. 2.800 m kaj og blev gennemført i perioden 1956-1960, hvorefter de opfølgende bygningsarbejder blev påbegyndt.
Byggeriet omhandlede en administrationsbygning, kostforplejning, vagt- og arrestbygning, 3 depotmagasiner, værksteder, 2 tekniske centraler, folke- og garagebygninger, belægningsbygning, ammunitionsmagasin, 4 kajskure, arkiv- og kontorbygning, 5 beskyttelsesrum, depot- og cykelskure, vagtbur samt chefbolig. Det samlede byggeri, som kom til at koste 66 millioner, var færdigt i 1963, men Flådestation Frederikshavn (FLS FRH) blev taget i brug året før, og den officielle indvielse fandt sted den 2. oktober 1962.