Mørke så sort og tyk, at man næsten kan skære i den, omgiver OLFI her lige uden Afrikas territorialgrænse i Guineabugten. Men spredt rundt omkring os ligger boreplatforme og skibe for anker og forvandler den fugtige tropenat til et magisk lyshav af projektører og mægtige gasflammer, der spejler sig gyldent i det blanke hav. I disse tryllenætter er der travlt på OLFIs kommandobro. Det er sin sag for navigatørerne at bevare overblikket mellem de mange lys og lanterner, der hele tiden flytter sig.

Travlheden skyldes også, at vi som en del af SNMG1 er på farvandsovervågning og samtidig viser NATOs flag. Derfor kalder vi mange skibe i området op over VHF radioen og spørger høfligt til, hvem de er, hvad deres rejse går ud på, om de har set noget mistænkeligt i området – og om vi kan være til nogen form for hjælp.

Kaptajnerne på skibene undrer sig måske over, hvad i alverden 6 NATO krigsskibe pludselig foretager sig her. Men forklaringen er enkel. Lyshavet i tropenatten er nemlig ikke bare en romantisk kulisse. Små hurtige både med pirater gemmer sig ude i natten parat til at kidnappe besætninger på skibe og boreplatforme. Får de for meget magt, kunne det få olieselskaber og rederier til at opgive deres aktiviteter her – til stor skade både for verdenshandelen og landene inde på kysten. Deres fattige befolkninger har stort et behov for et økonomisk løft fra aktiviteterne på havet. Vore anråb af skibe har naturligvis også en afskrækkende virkning på de skibe, der ikke har helt rent mel i lasten. Smuglerier af både mennesker, våben og laster, der kan bruges i terrorvirksomhed, hører nemlig også til de aktiviteter, vi er opmærksomme på i området.  Da der ikke findes egentlige Coast Guards eller lignende til at kontrollere og sikre overholdelse af havets love i området, er der god brug for NATOs tilstedeværelse.

Selv om det kan se voldsomt ud når en flok krigsskibe sejler i formation gennem farvandet, er det altså i virkeligheden med til at hjælpe Afrikas udvikling på vej. Til tider må man jo demonstrere magt for at hjælpe det gode på vej. Men det kræver at hensigterne bliver forstået. Derfor var OLFIs gummibåd lørdag på charmeoffensiv blandt en flok små lokale fiskerbåde. Vi sejlede rundt og delte cigaretter og brochurer om SNMG1 ud til fiskerne, der så fik en god historie om de fremmede – men åbenbart venlige – krigsskibe med hjem til ”rygters bureau” i kystens fiskerbyer.

Togtet i Guineabugten er også en militær opdagelsesrejse. OLFIs skal iagttage alt, hvad der sker i området, og samle oplysningerne i et normalbillede af både aktiviteter til søs og i luften. Hvilke slags skibe er her? Hvordan bevæger de sig og med hvilke formål? Dette normale situationsbillede vil være af stor værdi, hvis NATO bliver nødt til at vende tilbage og gribe ind i kommende konflikter eller krige, som nemt kan tænkes her. Jo bedre, vi kender området, jo mere hensigtsmæssigt kan vi agere.

Selv om pirater skulle være utilgiveligt tumpede, hvis de fandt på at angribe et krigsskib, tager vi alligevel vore forholdsregler. Vagter med tunge maskingeværer og karabiner står klar på dækket døgnet rundt. Ikke lige den mest spændende tjans, men meget ansvarsfuld. Skibets kommandocentral, O-rummet, har også travlt med at holde øje med situationen. Alt dette betyder, at skibet er oppe i et forhøjet beredskab, hvor mange i besætningen har vagt i 2-tørn. D.v.s. at man er på post i perioder på tilsammen halvdelen af døgnet. Mindre søvn og mindre fritid er resultatet. For at holde til den ekstra belastning og give mulighed for mest mulig søvn holdes antallet af øvelser ombord på et minimum, mens vi ligger i Guineabugten.

Lørdag eftermiddag så vi for første gang lidt af Afrikas kyst. Ellers har vores udsigt bare været hav og hav siden vi slap De kanariske Øer. Denne del af turen, fra Madeira til Cape Town, varer mere end 3 uger og er derfor også en øvelse i at holde længe ud på havet. Især på et skib som OLFI, der kun er bygget til højst et par ugers ophold på havet ad gangen, bliver det en udfordring. Nok er pladsen trang, men det går egentlig meget godt med at være så mange på så lidt plads i lang tid. Folk er gode til at tage hensyn og være fleksible.

Dermed ser OLFI også ud til at løse en anden vigtig opgave, nemlig at demonstrere og afprøve såvel skibet som besætningens kompetencer under disse fremmede vilkår. Dette ser ud til at lykkes til stor tilfredshed for SNMG1 styrkens amerikanske admiral Michael K Mahon , der lørdag besøgte skibet og ved selvsyn konstaterede og udtrykte sin tilfredshed med at OLFI er et godt skib med en kompetent besætning, som vore samarbejdspartnere kan have tillid til. De indhøstede erfaringer kan komme udviklingen af både NATO og vort danske Søværn til gode.