Opstilling i Forsvaret (FSV) ved CBRN
Centralen er en kapacitetsenhed, som indgår i CBRN kompagniet (KMP), hvor der i indeværende forlig er skitseret op til fire centraler, men hvor kun den første central påbegyndte opstillingen i efteråret 2008. Centralen er konfigureret som en NRF enhed (ENH). Centralen er pt. den eneste fuldtids bemandede central i FSV.
Tilhørsforhold
Til dagligt er centralen underlagt CBRNKMP, men qua KMP struktur er det tiltænkt, at den skal kunne afgives til andre ENH, såfremt at behovet opstår. Det niveau centralen skal kunne indsættes på spænder fra bataljons (BTN) niveau og op til Forsvarskommando (FKO) niveau (Forsvarets CBRN central). Ydermere er centralen værnsfælles, så den skal også kunne støtte Flyvevåbnet og Søværnet. Endelig har centralen også til opgave at kunne støtte det nationale beredskab.
Centralen er designeret til at kunne støtte NRF-14, hvilket vil sige, at vi selvfølgelig øver os med de andre NRF-14 ENH nogle uger om året. Såfremt NRF-14 bliver aktiveret i 2010, vil CBRN centralen indgå i Land Component Command (LCC) føringselementet, hvor rygraden udgøres af staben ved Danske Division (ST/ DDIV).
Bemanding organisatorisk og NRF
Centralen vil normalt være bemandet med 7 personer; 1 officer og 2 befalingsmænd som centralførere og 4 menige som operatører. I NRF-14 organisationen består centralen af 2 befalingsmænd som centralførere og operatører. I den nuværende bemanding på 4 personer, indgår der personel fra både Hæren og Søværnet.
Opgaver
Centralens hovedopgave er at gennemføre ”alarmering, varsling og rapportering” på alle CBRN hændelser, samt at gennemføre koordinering med andre ENH og myndigheder. CBRN beregninger foregår i dag på PC, men selvfølgelig skal man stadig kunne sit håndværk med blyant og lineal - hvis elektronikken skulle svigte. Specifikt på NRF 14 har centralen ydermere også opgaver inden for de miljømæssige aspekter med registrering af og vejledning om eksempelvis farlige kemikalier og industri i et givent område.
Aktiviteter
Centralen har masser at rive i her i 2009, idet vi alene til NRF-14 deltager i ca. 6 ugers øvelse. Derudover kommer selvfølgelig at der, som ved alle nyoprettede ENH, skal bruges noget tid på at få egne kompetencer og procedurer på plads. Endeligt deltager centralen, på lige fod med resten af KMP, i alle BTN og KMP aktiviteter.
Materiel
I øjeblikket afventer vi vores nye materiel, som vi forventer at modtage senere på året. Når dette materiel ankommer, vil centralen være topmoderne og have alle ønskelige kapaciteter til stort set at kunne fungere optimalt over det meste af kloden. Vi vil således på sigt få en containerbaseret arbejdsplads, hvori alt nødvendigt elektronik og sikringsforanstaltninger er integreret.
Beredskabsperiode
Den nationale uddannelse og træningsperiode startede i sommeren 2008 og forventes afsluttet i løbet af sommeren 2009, hvorefter den internationale træningsperiode tager over indtil årsskiftet 2009/2010. Beredskabsperioden for centralen til NRF-14 vil være første halvår 2010.
Kommende opgaver/ fremtiden
På kort sigt ser centralen frem til, i løbet af en 3 ugers øvelse til efteråret, at blive certificeret af NATO til at kunne indgå i NRF-14. Derudover ser vi selvfølgelig også frem til at få bemandet de resterende tre centraler ved CBRNKMP i fremtiden.