Af Sune, delingsfører mekaniseret ingeniørdeling

Som soldater kommer vi ingen vegne, hvis ikke vi har styr på vores bagland, og de har styr på os. De støtter os, når vi skal af sted på mission, de holder skansen, når vi er væk og er i det hele taget en meget vigtig forudsætning for vores opgaveløsning. Familien, hvad enten den består af børn og børnebørn, forældre og søskende, eller en lidt pinlig og hyppigt beruset onkel, er afgørende for, hvorvidt vi kan tage af sted med god samvittighed og ro i sindet.

Konstruktionskompagniet er sammensat af mange forskellige mennesker, med forskellige tjenesteforløb bag og foran sig. Ens for alle er dog, at skæve tjenestetider, skydeperioder, øvelser og udsendelser er en del af vores og vores familiers hverdag.
Lørdag d. 2. maj havde Konstruktionskompagniet sat sine medarbejdere og deres familier stævne på Skive Kaserne og øvelsesterræn. Baglandet skulle igen have en mulighed for at se Giraffen, og møde de mange mennesker, som til hverdag deler deres skæbne.
Det var blevet tid til endnu en familiedag i rammen af Konstruktionskompagniet.


 
Appel er en gammel militær tradition og foranstaltning. Man holder mandtal, og har mulighed for at give og modtage mere eller mindre vigtige informationer før slaget skal slås. Også denne morgen skulle vi se hinanden i øjnene og forvisses om, at der var styr på tingene. Dette fantastiske display fandt sted i overværelse af de familier og bekendte, som var mødt op i den dejlige forårssol. Selvom eksercits ikke er en af Konstruktionskompagniets kernekompetencer, bragte det glade smil på læberne af både store som små, helt ligesom til hverdag. Det er ikke helt det samme som et vagtskifte ved Garden, men næsten. Efter vel overstået appel gennemført af næstkommanderende var det Chefens tur til at velkomme gæster og soldater i Parolesalen.

Henset til familiens store betydning for soldaten, både i hverdagen og under udsendelse, er netop hjemmefrontens velbefindende og evne til at takle hverdagen noget som ligger Konstruktionskompagniet meget på sinde. Fokus i Chefens velkomst og efterfølgende briefing samt indslag fra socialrådgiveren havde derfor naturligt nok omdrejningspunkt i, hvad forsvaret kan tilbyde familierne til soldater.
Et andet vigtigt punkt som blev berørt, omhandlede den flotte mandsperson, som er afbildet på Konstruktionskompagniets bomærke.

Konstruktionskompagniets bomærke, eller våbenskjold om man vil, prydes af Niels Ebbesen, som udover at have været dansk lavadel også er kendt som frihedskæmper med særlig succes på Randers egnen. Udover tilknytningen til Randers, som er tidligere hjemsted for Jyske Ingeniørregiment, var der i Niels Ebbesens følge en mand ved navn Svend Trøst. En mand, som for blot et par uger siden var fuldstændigt ukendt blandt flere af kompagniets befalingsmænd. Enkelte mente dog at kende ham, som enten en ældre lokal bokser med nogen succes, eller som ham den gamle, der kører taxa i Skive.
Svend Trøsts bedrift var dog af en anden art. Da Niels Ebbesen huggede hovedet af den Kullede Greve i Randers, skabte Svend Trøst forudsætningen for Niels Ebbesens flugt ved at ødelægge den bro, over hvilken Niels Ebbesen med følge netop havde frigjort, og på den måde afskære forfølgerne vejen. I princippet iværksættelsen af en tilbageholdt ødelæggelse, og et tidligt dansk eksempel på succesfuld indsættelse af ingeniørressourcer.
Med chefens og socialrådgiverens foredrag vel overstået, var det blevet delingsførernes tur. Familierne skulle langt om længe høre sandheden om, hvilken hård og ubarmhjertig hverdag soldaterne har.

Soldater og i særdeleshed officerer og befalingsmænd er næsten per definition fagnørder. Vores hverdag er gennemsyret af indforståede termer og for lægfolk uforståelige forkortelser og gloser, hvorfor det altid er med en hvis spænding, at fremlæggelser for civile finder sted. Det var derfor med svedige håndflader at i hvert fald nogle af delingsførerne forsøgte at forklare hvad hverdagen indebærer i netop deres respektive delinger. Om målet blev nået må anses for ubesvaret, jeg for min del forstod næsten alt, hvad jeg sagde.
Da familier og soldater med afklarede blikke forlod klasseværelserne ved middagstid, stod den grill og action på og omkring Højvanggård.

På Højvanggård herskede ren idyl. Kompagniets egne pyroteknikere fra kommandodelingen havde tændt op i grillerne, panseringeniør/ ammunitionsrydningsdelingen lavede et spektakulært eksplosionsshow mens, der var demonstrationer af FX ammunition og laser-duelsystem. Den mekaniserede ingeniørdeling gav rundture i PMV, og for de som selv havde mod på at sidde bag styrestængerne var maskindelingen behjælpelig med et bredt udsnit af ingeniørmaskiner. Mellem pølserne og kaffen havde ”gør det selv folket” mulig-hed for at få fingrene i konstruktionsdelingens meget fine værktøj, som selv efter flere ture i Afghanistan og Irak stadig kører derudaf.

Efter en lang og god dag med Konstruktionskompagniet og dets familier, skulle den formelle del af familiedagen afsluttes på behørig vis. Der blev sagt på gensyn, og den gule sløjfe, som markerer støtte til danske soldater, kunne købes. Det siger meget om kompagniet og dets bagland, at den hurtigt blev udsolgt.

Det solrige vejr kombineret med flotte eksplosioner og PMV kørsel havde givet en del støv i halsen. Det blev på behørig vis skyllet ned i Konstabelmessen, hvortil den hårde kerne havde fortrukket, da aktiviteterne på Højvang Gård var afsluttet. Hvad der derefter skete er omfattet af censur, og en dybere og mere indgående kendskab til hvad der rent faktisk skete kan kun opnås, hvis man selv møder op i messen efter næste familiedag. Jeg lader opfordringen stå et øjeblik…….! 

Alt i alt var det en rigtig god dag for kompagniet.