Transporten fra Skive til Afghanistan
Kære alle
Hermed det første nyhedsbrev i rækken af forhåbentligt mange.
I den stille regn stod vi og ventede på bussen, der skulle ankomme kl. 1200 og transportere os mod Kastrup kl. 1230. Enkelte pårørende var mødt op for at sige farvel til den enkelte soldat og holdet. Det nærmede sig det pinlige, da bussen kl. 1245 endnu ikke var ankommet. Det Danske Logistik Center, (bedre kendt som DANILOG), der skulle transportere os, havde glemt det… Efter et par hurtige opringninger fra Knuds side, så var transporten på ”vejen” igen, hvilket må siges at være dejligt, da vi jo allerede havde fået udsat udrejse med en uge. Vi var på vej! Efter at vi havde passeret Vejle, begyndte det så småt at gå op for den enkelte, hvad der lå i vente. Om kort tid ville vi stå med benene plantet i det forjættede land – Sjælland.
Vi mødtes med Jens i Kastrup, fik checket ind og var efter en hurtig afskedsfadøl, klar til den lange rejse mod Afghanistan. Flyets afgang blev en time forsinket. Ligeledes skulle vi mellemlande i Oslo og Istanbul, inden vi nåede vores første delmål Kabul International Airport (KAIA). KAIA er en meget snavset base. Alligevel så vi vist alle frem til et kort ophold der, efter at have siddet i flyet i 12 stive timer. Vi var så heldige, at vi havde 8 timer i KAIA, inden vi skulle videre med et britisk transportfly til Camp Bastion (CB). Vi skulle flyve videre til CB kl. 2300 afghansk tid. Tiden blev brugt på mangt og meget, lige fra impulsiv shopping til soignering. En enkelt havde sågar tid til, at komme til frisøren, så han kunne få rettet på lokkerne – hvem andre end Jari? Konkurrencegenet kom også hurtigt op i os, da vi så, at der var bordtennis, backgammon og bordfodbold. Ronni og Jens tævede en infanterist og en TV2 journalist i bordfodbold, så der var ikke var et øje tørt. Jeg selv måtte i den grad se mig slået i bordtennis af Bjarne med cifrene 21 – 19 og 21– 8 og i bordfodbold 10 – 1. I sidstnævnte bør det fremhæves, at mit ene mål var et selvmål fra Bjarnes side. Dette var et resultat jeg blankt må indrømme, jeg havde svært ved at acceptere. Så som den dårlige taber, var jeg selvfølgelig hurtig til at minde ham om resultatet af vores skydekonkurrence for 3 uger siden.
Da vi ankom til Kabul, var der omkring 15 – 20 grader, så der gik ikke lang tid, før ærmerne blev smøget op. De kom nu lige så hurtigt ned igen, da solen forsvandt, for så styrtdykkede temperaturen ned til under frysepunktet.
Vi blev fløjet fra KAIA til CAMP BASTION (CB) i en Hercules. Det var en tur som de fleste havde set frem til og enkelte havde frygtet. Piloten fløj dog ikke som forventet, så de poser, som enkelte havde medbragt i tilfælde af ”nødopkald”, kom ikke til anvendelse. Vi var fremme i CB kl.0130, og efter en kort sikkerhedsbriefing fra den danske lejrkommandør, blev vi indkvarteret og røg direkte i posen.
Fredag stod i certificeringens tegn. Certificering betyder, at Den Danske Bataljon i Afghanistan udsætter nyankomne soldater for en række prøver, m.h.p. at kontrollere deres soldatermæssige færdigheder, inden de bevæger sig ud af lejren. Vi startede med at indskyde vores våben, for derved at vise, at vi kunne ramme. Skydebanen blev stillet op til lejligheden lige ude for CB i det rene ingenting. Det var for Konstruktionskompagniets vedkommende klaret på 15 minutter, men der var selvfølgelig en enkelt soldat fra en anden enhed, der ikke kunne ramme noget som helst, delvist p.g.a. at hans våben ikke var indskudt. Dette betød, at noget der skulle være overstået på 15 minutter, endte ud med at tage 1½ time. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så vi var så heldige at observere en dromedarhyrde med ca. 10 dromedarer bevæge sig ind i vores fareområde. Ellers gik tiden med hyggesnak og røverhistorier, hvilket er en færdighed, som Bendix bestrider til ug.
Efter skydningen skulle vi ind og vise vores førstehjælpsfærdigheder. Det fik vi dog hurtigt talt dem fra, da vi kunne bevise, at vi alle lige havde overstået kurset Taktisk Sanitetstjeneste, og derfor i fuld grad levede op til bataljonens krav. Efterfølgende fik vi en kort briefing af en britisk korporal om modforanstaltning overfor IED truslen. Der var heller ikke her noget nyt under solen, men det var et godt foredrag.
Fredagens mest voldsomme hændelse var et næseblodsanfald. Rasmus S kunne tilsyneladende ikke af egen kraft stoppe denne blødning, så han valgte at gå på infirmeriet og få en sygeplejerske til at se på det. Sygeplejersken valgte at proppe så meget vat op i hans ene næsespor, så han næsten ikke kunne åbne det ene øje – nej pjat – men voldsomt så det ud. Blødningen fortog sig dog, da Rasmus hørte ordene brænding af blodåre samt sidde op og sove, komme ud af sygeplejerskens mund.
Fredag aften blev bataljonschefen og Jari eskorteret til FOB PRICE (PCE) m.h.p. at rekognoscere/koordinere vores kommende opgaver med såvel Den Danske Bataljon som med briterne. De blev eskorteret i en pansretmandskabsvogn og kom frem til PCE kl. 2330, hvor de mødtes med 3. Ingeniørbataljons udsendte medarbejder – Kaptajn Carsten S.
Vejret i CB er væsentligt varmere end i KAIA, hvilket vi har skullet vænne os til. Temperaturen virker højere end den reelt er, da solen skinner kraftigt. Temperaturen ligger på ca. 25 grader i dagtimerne og ned til ca. 10 grader om natten. Vi er alle blevet godt røde, da vi selvfølgelig glemte solcremen i starten.
Lørdag gik med ompakning af materiel, der allerede var i CB, og som skulle bruges i PCE. Vi mødte kl. 0730 og gennemførte en kort appel, så opgaverne blev fordelt af Bjarne. Der gik ikke lang tid, før drengene, med Karsten og Niels i front, havde fået spredt 24 containere ud i arbejdsområdet og låst dem op, således materiellet, der skal anvendes i PCE, kunne blive ompakket. Bjarne og Karsten ledte og fordelte opgaverne, hvilket i den grad holdt tempoet i vejret, så denne opgave var ligeledes hurtigt overstået. Herefter begyndte vi, at tælle alt vores materiel op, således vi sparer noget tid i sidste ende og dermed forhåbentligt komme lidt før hjem.
Kl. 1750 gennemførte vi dagens sidste appel, således opgaverne, der skulle løses søndag, blev fordelt imellem os. Der var dog en skjult agenda med denne appel. Rasmus H, bedre kendt som baronen p.g.a. familiens aner, skulle udnævnes til overkonstabel. Baronen blev udnævnt, fik en lille klapsalve med på vejen af drengene, hvorefter vi fællesspiste i cafeteriet efterfulgt af en sodavand og flere røverhistorier i KFUM. Igen her måtte jeg sande, at Bendix er danmarksmester i at fortælle historier. De er ikke særligt gode, men til gengæld er de lange… Fantastisk!
Vi er netop ankommet til PCE og har fået kontakt til bataljonschefen, Jari og Carsten S. Undtaget herfor er Bjarne, Rasmus S, Karsten og Knud. De er stadig i CB m.h.p. at tælle det sidste materiel op. Transporten gik godt, men mere om det i næste brev.
Bataljonschefen, Søren G, Knud, Bjarne, Jari, Rasmus S, Baronen, Jens, Karsten, Niels, Bjørn, KF, Bendix og undertegnede har det godt, stemningen er god, og vi håber alle, at det ligeledes går godt for jer alle i Danmark.
Med venlig hilsen
Lars Hebel