Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Skive Kaserne
Forsvarets logo (link til Forsvarskommandoens hjemmeside)
26. maj 2012

Indholdsområde

 
Nyhedsbrev 1 september 2009 - Afsted det gik! 

Forkommandoet til Ingeniørdetachementet klar til nye byggeopgaver i Afghanistan.

Af kaptajn Hebel

Så blev det langt om længe onsdag så dagen var kommet, hvor forkommandoet til Ingeniørdetachementet (IGDET), skulle udsendes. Vi var alle klar kl. 1200 ved bygning 49, herunder Rune, Jonas, Bjerregaard, Mark, Dennis og undertegnede, samt FP fra Stabskompagniet, der skal ned og lave div. optegninger af Camp Bastion (CB) og Konstruktionskompagniets Bøge, der skal ned og indgår i EOD gruppen ved den Danske Bataljon.

Det var Konstruktionskompagniet, der selv havde planlagt transporten fra Skive til Kastrup – en opgave, der viste sig, Kompagniet havde løst med ”begrænset” succes. Det var nemlig Dan Ole fra Kommandodelingen – bedre kendt som DO – der skulle køre os. Meget kan man sige om DO, men hans karriere inden for transportens verden kulminerede, da han for ca. et halvt år siden, låste sine bilnøgler inde i bilen på en rasteplads på Fyn, i f.m. at han skulle afhente hjemkommende soldater fra Afghanistan, hvilket resulterede i, at Dansk Autohjælp måtte komme ham til undsætning. Det var derfor med frygt i øjnene og med bævrende underlæber, at IGDET forlod Skive Kaserne på kurs mod Kastrup. Det viste sig dog hurtigt, at frygten var uberettiget. DO havde fuldstændig styr på det, så efter vi havde kørt rundt i små 2 ½ time i det Midtjyske, ramte vi langt om længe Lillebælt. (Det må have været GPS’ens skyld!)

Da vi ankom til Kastrup, blev vi mødt af den ”normale” ventetid om end vi lettede 15 minutter før planlagt. Vi fløj med Amsterdam Airways, som Forsvaret netop har indgået kontrakt med. Det virkede rent faktisk godt. Maden var bedre og stewardesserne kønnere end ved det tidligere selskab så alt i alt, var det en god oplevelse. Når det er sagt, så skulle vi lige mellemlande i h.h.v. Tampere i Finland, da der skulle ca. 50 finske soldater med, og i Trapzon i Tyrkiet for at skifte besætning på flyet, samt at få flyet tanket op m.m. Dette betød, at vi havde været 19 timer undervejs, da vi langt om længe ramte Kabul International Airport (KAIA). Her fik vi at vide, at vi kun kunne få 4 mand med videre til Kandahar Airfield (KAF) samme aften, og at resten måtte vente med transport til fredag.

Foto 1 byggehold september 2009

Oplevelsen i/af KAIA var noget blandet. Der havde været en kørende selvmordsbomber på lejren få dage forinden vi ankom, så stemningen var noget trykket. Den danske lejr, der ligger ca. 150 meter fra den hovedvagt, der blev angrebet, havde lidt nogen skade. Tag-konstruktionen i det man kalder ishuset var ødelagt. Flere vinduer og lamper var gået itu. De yderste PREFAB (Beboelsescontainere) i sprængningsretningen var decideret ødelagte, og stod ikke til at kunne repareres. Heldigvis havde der været få tab og tilskadekomne. Ingen af disse var danske men primært afghansk militærfolk eller civile afghanere.

De fire heldige (Rune, Bjerregaard, Dennis og undertegnede), der kom hurtigt ud af KAIA, landede i KAF 0100 fredag lokal tid. Vi stod op kl. 0800, fik et hurtigt bad og lidt morgenmad, således vi var klar til at møde vores samarbejdspartnere fra det danske National Support Element, bedre kendt som NSE kl. 0900. Det var et godt møde! Det gik dog hurtigt op for os, at det kun var få af de aftaler, som vi vidste, var gennemført med NSE, der reelt holdt vand. Heldigvis er vi jo ingeniører, så vi er pr. definition altid klar til at se nye måder, at løse opgaverne på, så efter et par hurtige telefonsamtaler med Karbo, der er sektionsfører for lejrgruppen i CB og udsendt fra Konstruktionskompagniet, samt et givtig samtale med en civil contractor, var vi igen godt på vej. Dette betød at Bjerregaard og Dennis reelt begyndte at nedtage det første IPS telt kl. 1000. Det skal siges, at soldaterne fra NSE (DANILOG) er yderst hjælpsomme.

Billede 2 byggehold september 2009

Fredag aften landede Mark i KAF. Han var noget omtåget efter sin første tur i en C 130 Hercules, men ved godt mod og klar til at løse opgaver. Det fik han mulighed for lørdag, da de fire drenge med Rune i front gik amok på de to IPS telte således, at alle sider og tage på teltene var taget af. Dette betød, at der ikke var så meget at lave søndag andet end en smule oprydning, da vi endnu ikke har modtaget en lift fra den civile contractor, så søndag bliver nok en halv fridag.

Foto 3 byggehold september 2009

Jonas og FP landede fredag i CB. De gik fluks i gang med at oprette kontor, sørge for indkvartering og rekognoscere de tildelte opgaver i CB.

KAF er en kæmpe base. Der bor 20.000 soldater i lejren. Dette tal forventes forøget med op til 50%, når US forøger deres bidrag hernede henover det næste ½ år. Vejret i KAF er godt. Det er ca. 36 grader i skyggen og 50 grader i solen, så der bliver drukket meget vand. Vandet til gengæld er ikke særligt godt. Der er kommet et nyt ”mærke” hernede, hvor indholdet af klor er på niveau med det vi har i danske svømmehaller. Jeg tror, de fleste af os lige skal vende os til det. Maden er rigtig god. Vi har indtil nu fået thai mad, burgere fra Burger King og en god bøf. Så på madfronten kan vi ikke klage

Vi har det alle godt!

Lars Hebel