Vi er to der skriver dette nyhedsbrev – Christian og Lars Hebel. Tingene er begyndt at ordne sig. Vi er blevet samlet i CB. De sidste kom ind torsdag og en enkelt fredag. Vi er ligeledes startet op med de reelle opgaver, der skal løses hernede, så der bliver løftet, slæbt, boret, skruet, banket og kørt store maskiner, hvilket er et tydeligt tegn på, at vi kommer fremad i et godt tempo.

Onsdag d. 16 september drog TL, Harry, Pernille, JJS, IT, Boje, Niels Kristian, Peter og jeg Christian af sted fra Skive Kaserne. Samlingspunkt var bygning 50 kl. 1000 onsdag formiddag. Alle var spændte, og humøret var højt. Solen skinnede fra en næsten blå himmel, og for enkelte var det første gang, de skulle udsendes for Forsvaret. Holdet, som beskrevet ovenfor, satte sig ind i et par biler omkring kl. 1200, og med Nikolaj og DO som chauffører, begyndte turen mod Kastrup.

Vi ankom i så god tid, at jeg selv (Christian), TL og Harry nåede at komme på Hereford Beefstow, inden vi satte os i flyveren mod Kabul. Et træk der senere skulle vise sig at være fornuftig, da jeg opdagede, at min mad i flyveren var rå. Flyveturen gik fint, om end afbrudt af en lille to timers pause i Tyrkiet.

Tidligt torsdag morgen, landede vi så i Kabul (KAIA). Vores bagage var kommet med hele vejen, og dagen i KAIA gik med hvile, indkøb og film.

På et tidspunkt blev roen og freden dog afbrudt af en eksplosion 2-3 km fra Hotel KAIA. Stort set samtidigt, blev nyheden bragt af TV2, som vi sad og fulgte med på.

En enkelt ikke navngivet pige fra holdet, sov igennem hele forløbet, og blev temmelig forbavset, da vi senere fortalte hende om dramaet!

Om aftenen skulle vi så videre med mod CB, og kl. 1900 blev vi orienteret om hvem, hvad og hvor. Tre mand skulle flyve kl. 22.30, og resten tre timer senere. Jeg (Christian) vil i denne forbindelse gerne takke MayBy Airlines (det britiske luftvåben), for deres evne til at forpurre selv de mest enkle planer.

Nå, men af sted det gik: Tre mand til lufthavnen, der ligger ca. ti minutter fra hotellet i bus.

Senere fandt englænderne alligevel pladser i flyveren, og ”resten” blev sendt til lufthavnen. Vi måtte dog efterlade en enkelt i KAIA. En måtte blive tilbage, og valget faldt på IT. Det passede ham vidst meget godt.

Kl. 22.30 lettede flyveren mod CB, og vi var fremme omkring midnat, hvor Lars stod og ventede på os ved landingsbanen. Her fik vi en kort sikkerhedsbriefing. Kort tid efter mødtes vi med den første del af byggeholdet. Gensynsglædens rus lagde sig forholdsvis hurtigt, og blev afløst af sagte snorken og lugten af sure tæer. En lang rejse var afsluttet og søvnen var tiltrængt…

Fredag d. 19. september var en stor dag. IT ankom til lejren som den sidste, selvom han af logistikkerne blev overset, og stod og ventede en periode ved landingsbanen. Jeg (Lars) havde æren i at overrække OL, bedre kendt som lærlingen, da han er den eneste, der ikke er håndværker i LEJRGRP, NATO’s non-article 5 ISAF medalje, da han var udsendt på det sidste byggehold i starten af året. Han så den ikke komme, og var vidst noget benovet, over at modtage denne. OL påklædning sad, om man så kan sige, lige i skabet. Dette var noget, som Jens, der tidligere modtog medalje, kunne lære noget af… Vi fejrede OL over en sodavand el. alkoholfri øl – God dag!

Lørdag d. 20. september var dagen, hvor vi rigtigt kom i gang med vores reelle opgaver. Parkgruppen (PARK) fik rejst det første telt i det område, hvor de ”nye” logistikere skal installeres. De mangler kun at sætte sider på teltet og rette de sidste til, så Konstruktionsgruppen (KONSTGRP) kan etablere strøm og varme/aircondition i dette på mandag. Vi blev hjulpet af nogle britiske ingeniører, da vi ikke selv har krankapacitet til at løfte teltet. Den britiske kran kunne også kun lige med nød og næppe løfte telte op, så det kom fri af jorden.

KONSTGRP afsatte telt i vedligeholdelsens område, således PARK kan etablere dette i uge 39 og KONSTGRP efterfølgende kan etablere el, varme/aircondition og opstille en kompressor. Området var fyldt op med div. tønder med olie m.m. samt containere. Reparationsdelingen (REPDEL) havde ellers lovet, at de ville have ordnet området. Dette var dog ikke sket og drengene ville fremad, så de gjorde det selv, men kiggede surt på folk fra REPDEL, hver gang de gik forbi. Jonas hjalp KONSTGRP, alt det han kunne, når han ikke stod og røg. Der var ikke et øje tørt.

Lørdag var også dagen, hvor en dansk soldat fra Den Kongelige Livgarde døde. Vi blev alle kaldt til flagstangen i den danske lejr og orienteret af chefen for Logistikkompagniet. Efterfølgende gik vi over i vores område, at talte om situationen. Det, at Danmark er i krig, blev mere virkeligt for os alle.

Om aftenen blev der gennemført en mindehøjtidelighed, hvor der bl.a. blev gennemført et minuts stilhed. Det var et bevægende øjeblik – Dum dag!

Vi vil slutte dette nyhedsbrev med igen at sige, at om end der sker meget omkring os, så har vi det alle godt, og håber I har det ligeså!