Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Skive Kaserne
Forsvarets logo (link til Forsvarskommandoens hjemmeside)
26. maj 2012

Indholdsområde

 
Nyhedsbrev 5 september 2009 - Her kommer "fatter" med kost og spand 

Af: Konstabel Pernille

Hebels forord: Arbejdet skrider generelt godt fremad, men desværre har vi været ramt af, at de kraner vi har bestilt fra h.h.v. en civil contractor og briterne, ikke er ankommet som ellers aftalt. Dette betyder, at vores planlægningshorisont desværre har været meget kort, hvilket selvfølgelig har været et irritationsmoment for alle.

Varmen har også toppet i de forgangne dage, hvilket har sat sine spor på drengene og Pernille. Heldigvis ser varmekurven ud til at være knækket, da der er lovet ”ned” til 36 gr. i skyggen i de kommende dage. De fleste af os har fået vabler og en enkelt (JJS) i en sådan grad, at han ”afspadserer” lidt. Henrik fra Stabskompagniets Infrastruktursektion ankom natten mellem torsdag og fredag. Han skal støtte FP i at opmåle den danske lejr og udarbejde teknisk dokumentation på det arbejde, vi gennemfører hernede. Glæden i FP’s øjne var ikke at tage fejl af, da Henrik entrerede i lejren.

Foto 1 nyhedsbrev 5 september 2009

Langt om længe er TERM-teltet færdigt. Alle mand har arbejdet hårdt. Det er vores første fuldendte projekt. Glæde i lejren! Christian, Thomas og Jan har netop afsluttet de sidste indvendige detaljer, så som strøm, varme og airconditon.

Renden vi sidste uge trak kabler i, er nu klar til at blive dækket til. Da dele af renden løber bag høje mure af HESCO, er det umuligt at fylde den med læssemaskinen, så Niels Kristian og jeg måtte i gang med skovlene. Opgaven syntes uendelig, at slæbe skovlfuld efter skovlfuld frem og tilbage i renden var ikke et hit. Vi måtte gøre noget! Løsningen blev, at vi krængede en trillebør ned i renden. Smart! Niels Kristian måtte sande, at det var mere bøvlet, end det så ud, trillebøren og renden havde samme rede, og trillebøren havde tilmed et skævt hjul, så hans tålmodighed blev virkelig sat på prøve.

JJS og Mark er begyndt at pakke ud og klargøre til de kommende teltopgaver. Der er masser at klargøre! Der er et telt, der skal forlænges og et endnu større telt, der skal flyttes for at give plads til et tredje telt. Forvirret? Lige nu står teltopgaven stille, da folkene, der skal komme og flytte teltene med kran som tidligere nævnt, flere gange har brændt os af. Hvis vi er heldige kommer de mandag. Endnu et problem er, at vi stadig mangler en af vores containere hjemmefra, altså mangler vi en del materiel, hvilket yderligere vanskeliggør vores opgave.

Foto 2 nyhedsbrev 5 september 2009

Boje, IT, og Peter er også nået langt med deres opgave, som er at skabe et område til vores kollegaer fra Transportdelingen, hvor de bl.a. kan vedligeholde deres udrustning og våben. Til at starte med var folkene i Transportdelingen efter sigende en smule mistroiske, og ikke vildt begejstrede for drengenes projekt. Men efter de har set, hvad et par svedige ingeniører kan trylle ud af ærmet, er stemningen vendt, og de er alle glade for deres kommende nye område. Opgaven er snart færdig, drengene er netop blevet færdige med at lægge taget.

Foto 3 nyhedsbrev 5 september 2009

Som nævnt i tidligere nyhedsbrev mistede vi Steffen fra Den Kongelige Livgarde. Udover ham er to englændere omkommet, og dem skulle vi mindes onsdag. Onsdag eftermiddag samledes vi ved flagstangen i den danske lejr i CB (Camp Viking), for derefter at følges i busser til CB 1, hvor en stor mindehøjtidelighed blev afholdt. Vi var over 1000 deltagende. Der var taler fra både danske og engelske officerer og præster – gennemgående for talerne var sætningen: ”We will remember them!” Det var en smuk, meget bevægende ceremoni. Det blev spillet musikstykker på både trompet og sækkepibe, og afslutningsvis blev der affyret 2 kanonskud som æressalut for vore tre kollegaer.
 
Onsdag nat kl. 0100 skulle vi til Ramp-ceremoni (Det er her kisterne bliver båret ombord på flyet og fløjet ud af Afghanistan.). Vi stillede op, så vi dannede en gang op til rampen på flyet. Englændere på den ene side og dansker på den anden. Kisterne blev båret mod rampen, ført an af en dansk og en engelsk præst, til tonerne af ”Amazing Grace”. Alt sammen en god afslutning på den triste stemning, der ellers havde sat sit præg på denne onsdag og uge.

Foto 4 nyhedsbrev 5 september 2009  Stemningen hernede er igen på sit højeste. Lars er som altid ivrig for at komme i gang med dagens gøremål, især når det gælder den ugentlige rengøring. I morges var han så opslugt af rengøringen, at han valgte at blive væk fra vores morgenappel.

Christian holder ”voksen-undervisning” på storskærm om aftenen, før vi skal se film. Der er masser gode historier fra drengenes telte, bl.a. morer de sig kosteligt med, at gemme plastikslanger i hinandens senge. Det minder til forveksling om 6.b på lejrskole, når vi endelig har fri om aftenen. Det er i disse situationer, man glæder sig over at have eget telt.


Lørdag aften stod på hygge. Først på aftenen bød kompagniet på sodavand og let-øl, i anledningen af en ganske særlig medaljeoverrækkelse. FP havde nemlig gennem 25 års tro tjeneste gjort sig fortjent til ’Hæderstegnet for god tjeneste ved hæren’. Så det skulle jo fejres med tale og lykønskninger.

Foto 5 nyhedsbrev 5 september 2009

Senere på aftenen var der gæsteoptræden på Kuffen. Det var Christian, der gav den gas på guitar. Det var til stor fornøjelse for både danskere, englændere og ja – Christian selv. Der var fælles sang til den store guldmedalje, repertoiret var bredt. Vi kom både omkring Kvinde Min og Whiskey in the Jar.

Foto 6 nyhedsbrev 5 september 2009   Der er mange måde, at blive hjemsendt på før tid. Marks fantasi i f.t. dette, sætter ham til tider i nogle lidt dumme situationer. Sidst har han forsøgt at save benet af sig selv. Han stoppede dog, da flængen blev 2 mm dyb. Nej – han kom til at bevæge sig for hurtigt forbi en sav, der så satte sig i benet på ham. Han stoppede først med at græde, da han fik et plaster på…

Som I nok kan høre, har vi det rigtig godt!

Pernille
Konstabel
Kontorhjælper Kommandodelingen