Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
10. februar 2012

Indholdsområde

 
SOK 2. Halvårsrapport 01 JUL – 31 DEC 2000 

1. Indledning
Med udsendelsen af 2. halvårsrapport 2000 angående olieobservationer og forureningsbekæmpelser i danske farvande, vil modtagerne af rapporten bemærke, at i lighed med 2. halvårsrapport 1999 og 1. halvårsrapport 2000 indeholder rapporten ikke statistisk materiale og kort, men kun Søværnets Operative Kommandos (SOK) bemærkninger hertil. Dette skyldes, at rapporten som helhed, inkl. de statistiske oplysninger og kort, nu er tilgængelig på Internettet . SOK vil derfor anmode modtagerne om at indhente de statistiske oplysninger og kort via Internettet. Modtagere af rapporten inden for Forsvaret kan hente rapporten via Intranettet.
Skulle der være modtagere, som ikke har adgang til Internettet, kan de statistiske oplysninger rekvireres ved SOK, tlf. 89 43 32 52. Dette har ikke været tilfældet i 2000, hvorfor det antages for givet, at modtagerne har adgang til Internettet. Fremover vil de halvårlige olieob­servationsrapporter alene være tilgængelige på ovennævnte Internetadresse.
Der vil blive henvist til de relevante kort og statistiske oplysninger ud for de enkelte punkter i rapporten. Tal anført i parentes (-) angiver tallet ”For hele året”. Ovennævnte tiltag er iværksat dels af sparehensyn, dels for at gøre rapporten tilgængelig for brugerne på en hurtigere og mere anvendelig måde. Det er SOK håb, at den nye fremgangsmåde må blive modtaget positivt. SOK modtager gerne kommentarer til såvel indhold som layout.

2. Ansvar og udførelse
 Fra 01 JAN 2000 er Forsvaret, som en del af det nye forsvarsforlig, pålagt ressortansvaret for den statslige maritime overvågning og håndhævelse samt den maritime forureningsbekæmpelse til søs. Den praktiske håndhævelse indebærer bl.a., at Forsvaret fremover vil kunne udøve tilsyn og om nødvendigt gennemføre indgreb over for skibe med henblik på at forebygge eller standse mulig eller igangværende forurening. I forbindelse med den pr. 01 JUL 2000 gennemførte ændring af havmiljøloven er der ligeledes indført mulighed for, at Forsvaret kan udstede administrative bøder til skibe, der foretager en ulovlig udledning.
Ved melding om olieobservation, kollision eller grundstødning vil SOK, afhængig af meldingens karakter, indsætte et eller flere af Søværnets miljø­skibe og, efter omstændighederne, Søværnets øvrige skibe, Farvandsvæsenets bøjeskibe, Marinehjemmeværnets fartøjer, Landbrugs-, fiskeri- og fødevareministeriets redningsskibe, helikoptere fra Søværnets Flyvetjeneste og/eller fly/helikoptere fra Flyvevåbnet til den efterfølgende konstatering af mængde og omfang af den observerede olie. Til optagning af olieprøver kan alle nævnte skibe anvendes, idet de om­ bord har udstyr til dette formål. Flyvevåbnets redningshelikoptere og Søvær­nets LYNX helikoptere har ligeledes olieprøvetagningsudstyr ombord. Ved forureningsbekæmpelse anvendes miljøskibene, der er specielt udrustet til at inddæmme og derefter op­rense oliespild.

3. Flyovervågning
Den statslige havmiljømæssige flyovervågning var i år 2000 planlagt til 500 flyvetimer med fly, udstyret med Side Looking Airborne Radar (SLAR). Hertil kan lægges den supplerende flybårne havmiljøovervågning, der er afviklet ved anvendelse af Flyvevåbnets afvisningsberedskab – F-16, redningshelikoptere (S-61) og T-17 træningsfly - samt Søværnets LYNX helikoptere i forbindelse med rekognosceringsflyvninger i danske farvande samt ved indhentning af bevisførelsesmateriale i tilfælde af en olieforurening. Disse flyvninger indgår ikke direkte i det statslige miljøberedskab, men gennemføres i Forsvarets regi.

4. Satellitobservationer
SOK har siden 01 NOV 1998, sammen med Earth Observation Sciences (EOS) UK, deltaget i et forsøg med satellitovervågning som supplement til den havmiljømæssige fly­overvågning. Dette forsøg blev yderligere forlænget til medio NOV 2000. På baggrund af de indhøstede erfaringer fra prøveperioden, startede en ny udbuds­runde med henblik på en permanent ordning af 3 års varighed med option på yderligere 1 år. Denne blev vundet af Tromsø Satellit Station, Norge og starter 01 FEB 2001.
Forsøget med EOS har i perioden 01 JUL – 31 DEC 2000 resulteret i modtagelse af 40 (115) satel­litbilleder. 15 (54) billeder viste, at der i det dækkede område intet var at observere. De resterende 25 (61) billeder viste i alt 99 (210) formodede oliespild (1),  hvoraf de 10 (52) blev identificeret som oliepletter, der ikke kunne bekæmpes.
De resterende var enten fordampet, inden de kunne blive identificeret, eller dette kunne ikke lade sig gøre p.g.a. nedsat sigt eller manglende mulighed for yderligere identificering i den konkrete situation.

5. Olieobservationsmeldinger
I henhold til “Lov om beskyttelse af havmiljøet” kapitel 12, § 38 har platforme, skibe og luftfartøjer pligt til at melde, såfremt der iagttages væsentligt spild af olie eller skadelige flydende stoffer. Herudover modtager SOK meldinger fra observatører i land og fra satellit. Endelig tilgår meldinger ved kollision eller grundstødning, idet sådanne kan medføre olieudslip.

6. Gruppering af olieobservationsmeldinger
Der blev i perioden 01 JUL - 31 DEC 2000 modtaget 201 meldinger om olieobservationer ved SOK. Antal olieobservationer i 2. halvårene 1996 – 2000 vises på figur 1, og antal olieobservationer i perioden 1980 – 2000 vises på figur 2.
Disse meldinger kan deles op i seks grupper som følger:

Meldinger om oliespild fra installationerne i Nordsøen.
I alt blev der modtaget 50 (121) meldinger. I samtlige tilfælde var der tale om små spild­mængder, der umiddelbart blev håndteret ved koncessionshavernes foranstaltning. 

Meldinger om grundstødte skibe 10 (27), kollisioner 0 (1) og forlis 4 (4).
I alt blev der modtaget 14 (32) meldinger. Vises på kort 1

Meldinger om ilanddrevet olie.
I alt blev der modtaget 2 (16) meldinger. Vises på kort 2

Meldinger om observation af olieplet.
I alt blev der modtaget 117 (245) meldinger. 

Meldinger om olieudslip fra skib.
I alt blev der modtaget 18 (43) meldinger. 

Meldinger om overbunkring.
I alt blev der modtaget 0 (0) meldinger. 

Samtlige 201 observationsmeldinger vises på kort 5figur 3 viser gruppering af olieobservationsmeldinger i 2. halvårene 1999 og 2000 og figur 4 viser gruppering af olieobservationsmeldinger for 1999 og 2000.

7. Gruppering af anmeldere
Observationsmeldingerne kommer fra flere forskellige kilder og kan deles op i 8 grupper som følger:

Fra den havmiljømæssige flyovervågning blev der modtaget 30 (52) meldinger. Vises på kort 5 og figur 5.
Endvidere vises på figur 6 olieobservationer fra danske miljøfly i perioden 1997 – 2000. 

Meldinger om olieobservationer fra skibe: 54 (94). 

Udenlandske miljømyndigheder: 22 (50). 

Civile fly: 16 (35). 

Satellit: 20 (56)(2)  Vises på kort 4.

Observatører i land: 11 (50). 

Olieplatforme: 48 (120). 

Bunkerfartøjer: 0 (0) 

I alt blev der modtaget 201 (457) anmeldelser. Disse vises på figur 7 i forhold til 2. halvår 1999. Endvidere vises på figur 8 gruppering af anmeldere til alle olieobservationer i 1999 og 2000.

8. Fordeling af olieobservationsmeldinger.
De 201 (457) olieobservationsmeldinger fordeler sig i følgende kategorier:

”Ej identificeret”.
En olieobservationsmelding, hvor den formodede olieplet ikke har kunnet identificeres visuelt, men kun på radar fra fly eller satellit, i alt 54 (124). 

”Andre olietyper”.
En anden type olie end let gasolie, f.eks., Crudeoil i alt 57 (139). 

”Intet fundet”.
Intet blev fundet ved et senere forsøg på identificering, i alt 67 (157). 

Let gasolie der fordampede: 10 (12). 

Alger: 5 (10). 

Strømskel: 3 (6) . 

Pollen: 2 (4). 

Mudder: 0 (2). 

Tang: 2 (2). 

Vandmænd: 1 (1). 

Denne fordeling vises på figur 9 i forhold til 2. halvår 1999. Endvidere vises på figur 10 alle olieobservationer fordelt på kategorier for 1999 og 2000.

9. Observationsmeldinger geografisk opdelt

Kattegat og Bælterne 84 (173) observationer. 
Nordsøen 88 (214) observationer. 
Østersøen 29 (70) observationer. 
Denne fordeling vises på figur 11 i forhold til 2. halvår 1999. Endvidere vises på figur 12 alle olieobservationer geografisk opdelt for 1999 og 2000.

10. Indsættelse af forsvarets materiel.
Søværnets miljøskibe blev indsat i 35 (71) tilfælde. 

Marinehjemmeværnets fartøjer blev indsat i 8 (15) tilfælde. 

Søværnets øvrige skibe blev indsat i 36 (79) tilfælde. 

Miljøflyene blev indsat i 35 (73) tilfælde. 

Flyvevåbenets redningshelikoptere blev indsat i 14 (45) tilfælde. 

Flyvevåbnets F-16 blev indsat i 0 (5) tilfælde. 

Denne fordeling vises på figur 13 i forhold til 2. halvår 1999. Endvidere vises på figur 14 ind­sættelse af Forsvarets materiel i alt for 1999 og 2000.

11. Videre behandling af olieobservationsmeldinger.
I 2000 har 56 meldinger om olieobservationer været under yderligere sagsbehandling i SOK, efter de operativt var afsluttede.

46 er fremsendt til Forsvarskommandoen (FKO) for viderebehandling. 
Heraf er 1 henlagt af FKO, da der ikke er refusionskrav i f.m. en grundstødning. 
Yderligere heraf er 1 henlagt af FKO i samråd med SOK p.g.a. bevisets stilling. 
4 er henlagt af SOK inden fremsendelse p.g.a. bevisets stilling. 
6 er under sagsbehandling ved SOK. Disse vil blive fremsendt, når SOK har ”pakket” sa­gerne m.h.t. beviser, modtagelse af Port State Control rapporter, sammenligning af olieprøver og opgørelse af de enkelte sagers økonomiske konsekvenser. 
FKO har i 2 tilfælde fremsendt sager via Rigspolitichefens afdeling A til efterforskning/retsforfølgelse i Norge, og 2 sager er fremsendt til efterforskning/retsforfølgelse ved henholdsvis Politimeste­ren i Slagelse og Politimesteren i Nyborg. Endvidere har tyske myndigheder overtaget 2 sager, hvor udledning har foregået både i tysk og dansk farvand. I 20 tilfælde har der, eller vil der blive, foretaget såkaldt ”Port State Control”, d.v.s. at SOK har anmodet om, at der foretages en inspektion af et skib, der mistænkes for at have udledt olie. Inspektionen udføres af myndighederne i det land, hvor skibet har første anløb, og omfatter udtagning af olieprøver fra skibets tanke. Endvidere er der taget olieprøver fra havet i 48 tilfælde.

12. Afslutning.
Som nævnt overtog Forsvaret fra 01 JAN 2000 ressortansvaret for den statslige maritime overvågning og håndhævelse samt den maritime forureningsbekæmpelse. Den praktiske håndhævelse indebærer bl.a., at Forsvaret kan udøve tilsyn over for skibe. Derfor indledtes 01 JAN 2000 udførelse af rutinemæssige anråb af skibe, der passerer de danske farvande. Ved anråb kalder et marinedistrikt eller et orlogsskib de civile skibe op for indhentning af oplysninger om skibet, reder, last, forsikringsselskab og indhold af oliejournal.
Det er SOK vurdering, at disse anråb har haft en præventiv virkning, idet der kan registreres et fald på 57 olieobservationsmeldinger eller 11,7% i 2000 i forhold til 1999. Disse tal fremkommer således:

 Total antal olieobservationsmeldinger fra 1999 og 2000 renses for ”Meldinger af oliespild fra installationer”, ” Meldinger om grundstødte skibe, kollisioner og forlis” og ”Ilanddrevet olie”
1999: 489 – (86 + 38 +19) = 346
2000: 457 – (120 + 32 +16) = 289

Der er sket en stigning af antallet af olieobservationsmeldinger fra installationer i Nordsøen fra 1999 (89) i forhold til 2000 (120), jf. figur 8. Stigningen vurderes at kunne begrundes med, at der i perioden er etableret et antal nye installationer i området. Dette modsvares af et fald på nogle af de andre grupper af anmeldere således, at det samlede antal olieobservationsmeldinger for de sidste tre år stort set er uændrede, (gennemsnitlig 474). Det skønnes ligeledes, at mængden af den olie, der er blevet konstateret, er uændret og af ringe omfang.

Det er i øvrigt SOK vurdering, at ulovlige olieudslip fra skibe foretages hyppigere i perioder med nedsat sigt, når mulighederne for at udføre luftbåren havmiljøovervågning med en optisk konfirmation af forholdet, er vanskelig eller umulig. Der har i 2. halvår 2000 ikke været gennemført en egentlig bekæmpelsesaktion på havet.

Sign.
T. Sloth Jørgensen

(1) Dette har resulteret i anlæggelse af 20 (56),olieoperationsrapporter (OILOPS), jf. afsnit 7, idet flere observationer på samme billede kun anlægges som een OILOPS. Ligeledes hvis satellitten observerer oliespild i nabolandenes EEZ, bliver disse observationer videresendt til de respektive landes miljømyndigheder, uden der bliver anlagt en OILOPS. Derfor vil antallet af de anlagte OILOPS være lavere end det reelle antal observerede formodede oliespild.

(2) Der er anlagt 20 (56) OILOPS indeholdende satellitobservationer af 99 (210) formodede oliespild, jf. fodnote 1.