SOK 1. Halvårsrapport 01. JAN - 30 JUN 2002
1. Indledning
Hermed udsendes Søværnets Operative Kommandos (SOK) 1. halvårsrapport 2002 angående olieobservationer og forureningsbekæmpelser i danske farvande. Der henvises i rapporten til relevante kort og statistiske oplysninger.
2. Ansvar og udførelse.
2.1. 1. januar 2000 blev Forsvaret pålagt ressortansvaret for den statslige maritime overvågning og håndhævelse samt den maritime forureningsbekæmpelse til søs. Den praktiske håndhævelse gennemføres af Søværnets Operative Kommando og indebærer bl.a., at Forsvaret fremover vil kunne udøve tilsyn og om nødvendigt gennemføre indgreb over for skibe med henblik på at forebygge eller standse mulig eller igangværende forurening. Ved ændring af havmiljøloven pr. 1. juli 2000 blev der endvidere indført mulighed for, at Forsvaret kan udstede administrative bøder til skibe, der foretager ulovlig udledning.
2.2. Ved melding om olieobservation, kollision eller grundstødning vil SOK efter omstændighederne indsætte søværnets miljøskibe, søværnets øvrige skibe, Farvandsvæsenets bøjeskibe, Marinehjemmeværnets fartøjer, Landbrugs-, Fiskeri- og Fødevareministeriets redningsskibe, helikoptere fra Søværnets Flyvetjeneste og/eller fly/helikoptere fra Flyvevåbnet til den efterfølgende konstatering af mængde og omfang af den observerede olie. Til optagning af olieprøver kan alle nævnte skibe anvendes, idet de har udstyr til dette formål ombord. Flyvevåbnets redningshelikoptere og søværnets LYNX helikoptere har ligeledes dette udstyr ombord. Ved forureningsbekæmpelser anvendes søværnets miljøskibe, der er specielt udrustet til at inddæmme og derefter oprense oliespildet.
3. Flyovervågning.
Den statslige havmiljømæssige flyovervågning er i 1. halvår 2002 gennemført med ca. 222 jettimer med fly, der er udstyret med Side Looking Airborne Radar (SLAR). Det politiske krav er 500 timer i årets løb. Forskellige årsager har medført, at afflyvningen ikke kunnet gennemføres helt lineært hen over året. De i forhold til den lineære afvikling manglende udførte overvågningstimer vil blive planlagt afviklet, jævnt fordelt, inden for 2. halvår 2002.
Udover ovennævnte politiske krav, skal lægges den supplerende flybårne havmiljøovervågning, der er afviklet ved anvendelse af flyvevåbnets afvisningsberedskab (F-16), redningshelikoptere (S-61) og T-17 træningsfly samt søværnets LYNX helikoptere i forbindelse med rekognosceringsflyvninger i danske farvande. Disse flyvninger indgår ikke direkte i det statslige miljøberedskab, men gennemføres i Forsvarets regi.
4. Satellitobservationer.
4.1. Til supplement af den flybårne overvågning har SOK indgået kontrakt med Tromsø Satellit Station, Norge, nu Kongsberg Satellite Services.
4.2. Der er i 1. halvår 2002 modtaget 37 satellitbilleder. 26 af billederne viste, at der i det dækkede område intet var observeret. De resterende 11 billeder viste i alt 31 formodede oliespild. 27 af de formodede oliespild var på dansk EEZ. De 16 formodede oliespild blev investigeret som en ikke bekæmpbar olieplet, d.v.s. at den investigerede olieplet bestod af et så tyndt lag olie, at indsættelse af bekæmpelsesmateriel ikke var formålstjenlig, idet pletten antagelig ville være forsvundet, inden bekæmpelsesmateriellet nåede frem. De sidste 11 formodede oliespild var enten fordampet, inden den kunne identificeres, eller observationen bestod af andre påvirkninger på havoverfladen, som gjorde, at overfladen var ændret i forhold til omgivelserne, såsom strømskel, stillestående vand o. lign.
Satellitobservationerne gav anledning til oprettelse af i alt 13 OIL-OBS.
De 4 formodede oliespild, som var udenfor dansk EEZ, var på henholdsvis tysk, svensk og polsk område, og informationerne blev videregivet til de respektive lande.
5. Olieobservationsmeldinger.
Meldinger om formodede olieobservationer, der tilgår SOK, er fra skibsfarten i danske farvande og fra olieinstallationerne i Nordsøen, som blandt andet i henhold til “Lov om beskyttelse af havmiljøet”, kapitel 12, § 38, har pligt til at melde, såfremt der iagttages væsentligt spild af olie eller skadelige flydende stoffer. Herudover modtager SOK formodede olieobservationsmeldinger fra observatører i land og fra udenlandske miljømyndigheder. Endvidere modtages meldinger fra den statslige havmiljømæssige flyovervågning og som supplement til denne fra satellit. Endelig tilgår meldinger ved kollision, grundstødning eller forlis, idet sådanne kan medføre olieudslip.
6. Oprettede oil-obs på anmeldere.
Olieobservationsmeldinger (OIL-OBS) oprettes på baggrund af indkommende rapporter fra forskellige kilder og opdeles i 10 grupper som anført herunder. Efter anmelderen er anført antallet af anmeldelser, der har ført til oprettelse af en mulig forureningssag.
I alt blev der modtaget 113 meldinger:
Satellit: 13.
Danske miljøfly: 9.
Civile fly: 15.
Militære fly: 2.
Civile skibe: 28.
Observatører i land: 12.
Olieplatforme: 14.
Udenlandske miljømyndigheder: 20.
Orlogsskibe: 0.
Bunkerfartøjer: 0
Olieobservationsmeldinger fra miljøfly vises på kort 1.
Olieobservationsmeldinger fra satellit vises på kort 2.
Figur 1 viser olieobservationer fra danske miljøfly halvårligt fra år 2000.
Figur 2 viser olieobservationer fra satellit halvårligt fra år 2000.
Figur 3 viser grupperingen af anmeldere til olieobservationer for 1. halvår 2000/2001/2002.
7. Gruppering af formodede olieobservationsmeldinger (årsag).
Der blev i perioden 1. januar – 30. juni 2002 modtaget 113 meldinger om olieobservationer ved SOK.
Disse meldinger deles op i seks grupper som følger:
Meldinger om oliespild fra installationerne i Nordsøen (platforme).
I alt modtaget 17 meldinger. I samtlige tilfælde var der tale om små spildmængder, der umiddelbart blev håndteret ved koncessionshavernes foranstaltning.
Meldinger om grundstødte skibe, kollisioner og forlis.
I alt modtaget 11 meldinger, 10 grundstødninger, 0 kollision og 1 forlis.
Meldinger om ilanddrevet olie.
I alt modtaget 5 meldinger.
Meldinger om observation af olieplet.
I alt modtaget 59 meldinger.
Meldinger om olieudslip fra skibe.
I alt modtaget 20 meldinger.
Meldinger om overbunkring.
I alt modtaget 1 melding.
OIL-OBS oprettet på baggrund af Grundstødninger/Kollisioner/Forlis vises på kort 3.
OIL-OBS oprettet på baggrund af rapport om ilanddrevet olie vises på kort 4.
Samtlige OIL-OBS oprettet i 1. halvår 2002 vises på kort 5.
Figur 4 viser gruppering af formodede olieobservationsmeldinger for 1. halvår 2000/2001/2002.
Det skal bemærkes, jf. pkt. 6, at SOK har modtaget 14 meldinger fra Olieplatforme om udslip. Jf. pkt. 7 har SOK modtaget 17 meldinger om udslip ved Olieplatforme fra andre anmeldere. I alle 3 tilfælde blev meldingen bekræftet umiddelbart efter.
8. Kategorisering af olieobservationsmeldingerne.
De 113 olieobservationsmeldinger fordelt efter kategori:
Let gasolie: Olie der ikke er bekæmpbar og som let fordamper, i alt 35 meldinger.
Andre olietyper: En anden type olie end let gasolie, f.eks., Crudeoil, i alt 22 meldinger.
Andet end olie, såsom strømskel, pollen, alger, tang, vandmænd o.s.v.: 3 meldinger.
”Intet”: Intet blev fundet ved et senere forsøg på identificering, i alt 53 meldinger.
Figur 5 viser observationmeldinger fordelt på kategorier for 1. halvår 2000/2001/2002.
9. Observationsmeldinger geografisk opdelt.
Kattegat og Bælterne 48 observationer.
Nordsøen 49 observationer.
Østersøen 16 observationer.
Figur 6 viser olieobservationsmeldinger geografisk opdelt for 1. halvår 2000/2001/2002.
10. Indsættelse af forsvarets materiel.
Søværnets miljøskibe blev indsat i 22 tilfælde.
Søværnets øvrige skibe blev indsat i 42 tilfælde.
Miljøflyene blev indsat i 25 tilfælde.
Flyvevåbenets redningshelikoptere blev indsat i 15 tilfælde.
Marinehjemmeværnets fartøjer blev indsat i 1 enkelt tilfælde.
Figur 7 viser indsættelse af forsvarets materiel for 1. halvår 2000/2001/2002.
11. Videre behandling af olieobservationsmeldingerne.
I alt er 19 sager fra 2001 og 2 sager fra 2002 om udledning af olie færdigbehandlet i SOK og overgivet til Forsvarskommandoen til videre foranstaltning. Yderligere 23 tilfælde er under behandling ved SOK med henblik på fremsendelse. Disse vil blive fremsendt, når SOK har ”pakket” sagerne m.h.t. beviser, modtagelse af port state kontrol rapporter, sammenligning af olieprøver og opgørelse af de enkelte sagers økonomiske konsekvenser.
I 8 tilfælde er der foretaget såkaldt ”Port State Control”, dvs. at SOK har anmodet om, via Søfartsstyrelsen, at der foretages en inspektion af et skib, der mistænkes for at have udledt olie. Inspektionen udføres af myndighederne i det land, hvor skibet har første anløb, og omfatter gennemgang af skibets papirer og udtagning af olieprøver fra skibets tanke.
12. Afslutning.
12.1. Som nævnt overtog Forsvaret fra 01 JAN 2000 ressortansvaret for den statslige maritime overvågning og håndhævelse samt den maritime forureningsbekæmpelse. Den praktiske håndhævelse indebærer bl.a., at Forsvaret kan udøve tilsyn over for skibe. Derfor indledtes 1. januar 2000 udførelse af rutinemæssige anråb af skibe, der passerer de danske farvande. Ved anråb kalder et marinedistrikt eller et orlogsskib de civile skibe op for indhentning af oplysninger om skibet, reder, last, forsikringsselskab samt indhold af oliejournal. Alle opkald afsluttes med at minde skibet om, at det ikke er tilladt at udlede olie i danske farvande, i Østersøen og i Nordsøen.
I Juni 2000 iværksatte SOK en udvidelse af anråbsregimet, på grundlag af de indhøstede erfaringer, til også at omfatte anråb af skibe over 1000 GT på rejse via rute Tango, herunder primært:
Tankskibe.
Kemikalieskibe.
IMO klasse 7 skibe.
Ældre skibe.
Skibe der ikke tidligere har passeret gennem danske farvande.
Skibe der ansøger om tilladelse til ankring på dansk territorialfarvand.
Skibe med mistænkelig adfærd.
Skibe der indrapporteres via SHIPPOS og påtænker rejse via Sundet gennem Drogden gravede Rende med en dybgang større end 6 meter.
Denne udvidelse skal ses på baggrund af SOK ønske om en mere synlig tilstedeværelse samt et ønske om at rette opmærksomheden mod skibe, der uanset formål udgør en risiko for havmiljøet i tilfælde af en ulykke (grundstødning, kollision).
12.2. Det er til stadighed SOK´s vurdering, at disse anråb har en præventiv virkning, idet der kan registreres et fald på 37 olieobservationsmeldinger, svarende til 31,6% i 2002 i forhold til 2001. Antallet for 2002 sammenlignet med den tilsvarende periode i 2000 viser et fald på 72 oprettede OILOPS svarende til 47,4%.
Disse tal fremkommer således:
Total antal olieobservationsmeldinger fra 2000, 2001 og 2002 renses for ”Meldinger om udslip fra installationer”, ” Meldinger om grundstødte skibe, kollisioner og forlis” og ”ilanddrevet olie”
2000: 256 – (72 + 18 + 14) = 152
2001: 173 – (34 + 17 + 5) = 117
2002: 113 – (17 + 11 + 5) = 80
SOK bemærker yderligere, at antallet af samtlige olieobservationsmeldinger for 1. halvår 2001 i forhold til 2002 er faldet med 60, svarende til 34,7%. Antallet for 2002 sammenlignet med den tilsvarende periode i 2000 viser et fald på 143 oprettede OILOPS svarende til 55,9%.
Der er ligeledes sket et fald i antallet af meldinger om udslip fra installationer i Nordsøen fra 34 (2001) til 17 (2002). Faldet vurderes at kunne begrundes med, at Forsvaret til stadighed opretholder overvågning af installationerne med miljøfly og satellit. Samtidig vurderes det, at opmærksomheden på fejl og udslip er skærpet hos koncessionshaverne.
SOK bemærker afsluttende, at det hermed vurderes, at det af SOK etablerede anråbsregime har en præventiv virkning. Det vurderes ligeledes, at den jævnlige tilstedeværelse af såvel havmiljøovervågningsfly samt satellit, som er kendt i det maritime miljø, virker præventivt.
sign.
T. SLOTH JØRGENSEN