Om uddannelsen
Uddannelsen til officer af linjen i søværnet er en militær lederuddannelse på professionsbachelorniveau. Den tager samlet ca. 5 år. Der er pt. ingen bindingsperiode efter afsluttet officersgrunduddannelse.
Uddannelsen har to linier:
Taktisk linie (skibsfører), der retter sig mod arbejdet med skibets sejlads, dets avancerede navigationsudstyr og anvendelsen af dets våbensystemer.
Teknisk linie (maskinmester), der retter sig mod arbejdet med drift og vedligeholdelse af skibets motorer, de integrerede våbensystemer samt elektronik- og datasystemer.
Uddannelsen er opdelt i fem elementer:
• Basisuddannelse (SBU)
• Sergentuddannelse
• Grundofficersuddannelse 1, (GRO1)
• Grundofficersuddannelse 2, (GRO2)
• Praktik
Basisuddannelsen.
Formålet med basisuddannelsen er at give den studerende en grundlæggende uddannelse i militære enkeltmandsdiscipliner, som danner grundlaget for den efterfølgende uddannelse og tjeneste ved søværnets tjenestesteder.
Uddannelsen, som primært foregår ved Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn indeholder:
§ Søværnets Basisuddannelse, grundlæggende militære færdigheder, sømandsmæssige fag, førstehjælp, mv.
§ Sømandsskabsuddannelse på skoleskib – pt. 3 måneders togt med Georg Stage.
§ Grundlæggende naturvidenskabeligt modul for Taktisk linie og teknisk grundmodul for Teknisk linie. Begge moduler
af ca. 2 måneders varighed. Formålet med disse moduler er at sikre at den studerende har de naturviden-
skabelige/tekniske færdigheder, der er påkrævet for at kunne gennemføre den videre maritime uddannelse.
Sergentuddannelsen.
Sergentuddannelse, som foregår ved Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn varer 5 måneder. Det er primært en instruktøruddannelse, men omfatter også en navigatorisk del. Efter uddannelsen kan du komme i praktik som vagtassistent på søværnets sejlende enheder og som delingsfører på Søværnets Sergent- og Grundskole i 2-5 måneder. Under uddannelsen erhverver du duelighedsbevis i sejlads for fritidssejlere og duelighedsbevis i motorpasning.
Efter sergentuddannelsen er der et mindre modul i praktisk navigation. Formålet med dette modul er at videreudvikle de navigatoriske og sømandskabsmæssige færdigheder, der er erhvervet under basis- og sergentuddannelsen. Praktikken foregår på søværnets skoleskibe (SSD4) og søværnets sejlkuttere (SSD3) og skal primært uddanne den studerende i terrestrisk (optisk) navigation og sekundært at give den studerende en indføring i at sejle og navigere et skib, der er fremdrevet med sejl.
Rammer for Grundofficersuddannelserne 1 og 2 (GRO1 og GRO2).
Grundofficersuddannelsen foregår ved Søværnets Officersskole på Holmen i København. Målet med GRO 1-uddannelserne for søværnet er, at de studerende ved uddannelsens afslutning skal opfylde de teoretiske krav til STCW-konventionen (de internationale krav om søfartsuddannelse), således at de teoretiske betingelser for at kunne erhverve certifikat (sønæringsbevis) som skibsfører eller maskinmester er opfyldt. Den taktisk uddannede officer skal kunne fungere som vagtchef og maskinmesteren, som maskinvagthavende om bord på søværnets skibe. GRO 2-uddannelsen er den militærakademiske ledelsesuddannelse. Uddannelsen honorerer kravet til en professionsbachelor.
a) Den Taktiske udannelse
Ved den taktiske uddannelse kan der vælges mellem to uddannelsesforløb:
a) TAK 1: GRO 1 med efterfølgende operativ tjeneste og efter 2-5 år GRO2.
Samlet uddannelsestid: 4 år 6 måneder + 2-5 års sejltid mellem GRO 1 og GRO 2.
b) TAK 2: GRO 1 + GRO 2 i forlængelse af hinanden. Samlet uddannelsestid: 4 år 9 måneder.
b) Den Tekniske uddannelse
Den tekniske officer har ikke valgmuligheden mellem to uddannelsesforløb ligesom den taktiske officer.
Den tekniske officer skal efter GRO1 ud at sejle i 6 måneder, hvorefter han/hun fortsætter med GRO2.
Samlet uddannelsestid: 5 år 4 måneder + 6 måneders sejltid mellem GRO 1 og GRO 2.
Videre uddannelse.
Efter den indledende sejlende tjeneste kan du – efter GRO2 - søge og blive optaget på Videregående Uddannelse, trin I, der gennemføres på Søværnets Officersskole. Efter tilfredsstillende gennemgang af denne uddannelse, bliver du udnævnt til kaptajnløjtnant, og du vil normalt vende tilbage til et af søværnets tjenestesteder, hvor du vil forrette tjeneste som næstkommanderende/skibschef eller som teknikofficer i en årrække.
Du kan efter 4-6 års tjeneste søge og blive optaget på Videregående Uddannelse, trin II, på Forsvarsakademiet. Efter tilfredsstillende gennemgang af denne uddannelse bliver du orlogskaptajn, og du vil normalt blive anvendt i stabsfunktioner frem til en mulig udnævnelse til kommandørkaptajn og indtræden i Forsvarets chefgruppe.