28-11-2008 - kl. 11:44


Tamburkorpset der er underlagt Søværnets Officersskole, kunne mandag den 24. november 2008 officielt indvie de nye øvefaciliteter i Søminevæsenets gamle bygning nr. 37 på Nyholm. Tamburkorpset har indtil september 2008 haft til huse i den nu lukkede Auderød lejr, hvor øveforholdene langt fra var optimale. Det er de nu blevet i kraft af øvelokaler med tilstrækkelig lofthøjde og i øvrigt indretning, der gør at lyd- og træningsforholdene er blevet meget tilfredsstillende. Chefen for Søværnets Officersskole sagde bl.a i sin indvielsestale: ”På latin ”Per aspera ad astra” betyder ”gennem trængslerne til stjernerne”, hviket fint beskriver den proces, I som korps har været gennem det seneste års tid. Det har været bøvlet for jer og jeg vil gerne takke for jeres udholdenhed. Til gengæld er jeg sikker på, at I deler mit synspunkt om, at I nu har fået en god landing i særdeles gode omgivelser her på Holmen.
Tamburkorpset har altid haft en nær tilknytning til Søværnets Officersskole og er således altid med under paraderne der markerer start og slut på kadetternes årlige sommertogt, ligesom de deltager ved både hjemlige nordiske kadet idrætsstævner samt sociale arrangementer på Søværnets Officersskole.
Med til indvielsen var bl.a. chefen for Søværnets Officersskole, chefen for Lokal Støttecenter København/Bornholm, chefen for Marinens Bibliotek, orlogsprovsten, repræsentanter for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste samt, tidligere medlemmer af Tamburkorpset, repræsentanter for kadetter og stab ved officersskolen m.fl.
Tamburkorpset er i sit nye domicil naboer med Marinens Bibliotek og med officersskolens skibssimulator.