Danske uniformer

 

Uniformering er et ideal. Siden de tidligste danske uniformeringsbestemmelser i 1600-tallets slutning har danske munderingsbestemmelser haft det klare hovedformål at normere ensartet påklædning for bærere med tilhørsforhold til en bestemt organisation.

Hvorfor uniformer? Under forsøget på at virkeliggøre et militært uniformeringsideal har to principper til stadighed men med vekslende styrke øvet indflydelse på selve beklædningens beskaffenhed. Først og fremmest blev det et princip, at den militære enhed skilte sig ud fra grupper af civile personer og fra andre militære enheder.

Foruden den helt åbenbare hensigt i krig at kunne skelne ven fra fjende ved mere end blot en halmkvist eller lidt egeløv, lå der mange formål bag en sådan gennemgribende ensartethed i påklædningen. I udpræget grad blev bestemte idealer på én gang tilkendegivet over for omverdenen og konsolideret blandt uniformsbærerne selv. Der kunne være tale om en standsfølelse som for eksempel hos enheder, hvis medlemmer skyldte kongemagten loyalitet for deres opnåede samfundsposition. I 1800-tallets vældige folkehære blev det snarere nationalfølelsen, som gjorde sig voldsomt gældende; mens korpsfølelsen fandt udtryk i beklædning hvor og når som helst.

Et andet princip for uniformering blev ønsket om at følge funktionelle og beskyttelsesmæssige hensyn til den soldat, i hvis lod det kunne falde at skulle forlade eksercerpladsen til fordel for det åbne terræn direkte over for fjenden.

Sådanne alvorlige hensyn ville for en stor dels vedkommende blive motiveret ud fra den til enhver tid gældende taktik samt de herskende normer, for hvorledes krig anstændigvis burde føres. Ikke mindst fordredes der dybtgående justeringer af idealverdenen, førend uniformskulørerne i større udstrækning kunne tilpasses naturens farver, således at andre end blot jægerenheder og lignende blev i stand til relativ let at camouflere sig.

Soldater i krig lærte hurtigt at ignorere regler, der hindrede dem i at gøre sig det så behageligt, som omstændighederne nu tillod det. Men også moden i den civile klædedragt øvede en vedvarende indflydelse på den militære påklædnings reale beskaffenhed.  I tilfælde, hvor en uniformsbærer nåede til den opfattelse, at de militære beklædningsregulativer ikke havde holdt trit med udviklingen inden for dragtmoden, ville der opstå et ønske om at kompensere herfor. Forudsætningen for, at et sådant ønske lod sig omsætte til åbenlys tilsidesættelse af gældende bestemmelser, ville være, at den pågældendes status i det militære hierarki tillod netop en sådan handlemåde. Kun i ganske enestående tilfælde kunne det tænkes om en officer, at han i fredstid så igennem fingrene med mandskabets selvkomponerede bidrag til gældende uniformsreglementer.  Hvordan så uniformerne ud? Kildematerialet til det danske landmilitærs uniformering er flersidigt. Stofprøvesamlinger i arkiverne indeholder prøver på tekstiler, der er fremstillet på fabrikker i ind- og udland. Originale beklædningsgenstande, som de i dag findes fortrinsvis i Tøjhusmuseets samlinger i København og på talrige lokalmuseer landet over, giver glimrende belæg; mens de ældre dele heraf er særdeles fåtallige. Selv disse effekter kan imidlertid vise sig ikke at være fuldt pålidelige. Hårdhændet konservering eller brug på teatret kan i visse tilfælde have tilført dem et misvisende udseende; og yderligere kan der dukke dele op, der blot er blevet skabt som led i et uniformeringsforsøg.

 

 

I tilfælde, hvor en uniformsbærer nåede til den opfattelse, at de militære beklædningsregulativer ikke havde holdt trit med udviklingen inden for dragtmoden, ville der opstå et ønske om at kompensere herfor.

Forudsætningen for, at et sådant ønske lod sig omsætte til åbenlys tilsidesættelse af gældende bestemmelser, ville være, at den pågældendes status i det militære hierarki tillod netop en sådan handlemåde.

Kun i ganske enestående tilfælde kunne det tænkes om en officer, at han i fredstid så igennem fingrene med mandskabets selvkomponerede bidrag til gældende uniformsreglementer. 

Hvordan så uniformerne ud?

Kildematerialet til det danske landmilitærs uniformering er flersidigt. Stofprøvesamlinger i arkiverne indeholder prøver på tekstiler, der er fremstillet på fabrikker i ind- og udland.

Originale beklædningsgenstande, som de i dag findes fortrinsvis i Tøjhusmuseets samlinger i København og på talrige lokalmuseer landet over, giver glimrende belæg; mens de ældre dele heraf er særdeles fåtallige. Selv disse effekter kan imidlertid vise sig ikke at være fuldt pålidelige. Hårdhændet konservering eller brug på teatret kan i visse tilfælde have tilført dem et misvisende udseende; og yderligere kan der dukke dele op, der blot er blevet skabt som led i et uniformeringsforsøg.

De trykte uniformsreglementer og de kgl. approberede uniformstegninger, der leverer den officielle dokumentation er de næste, værdifulde kildetyper. Ingen af disse to former for forskrift er dog udtømmende for den ældre tids vedkommende. Og det normeringstidspunkt, som foreskrives deri, er ikke nødvendigvis efterlevet prompte.

Til den officielle dokumentation hører, at Kongelig dansk Hof- og Stats Calender i årene 1811 til 1840 (med undtagelse af årgangene 1814, 1815 og 1816, der ikke udkom) for hver af monarkiets militære enheder anfører en kort og koncis uniformsbeskrivelse. Omfattet er således Norge indtil dets afståelse i 1814. Behandlingen gælder her savel den regulære hær som samtlige borgervæbninger.

Calender over samtlige ved den kongelige Danske og Norske Armee ansatte Officerer og øvrige Betiente, saavelsom over Borgervæbninger og frivillige Corps anfører i årene 1809 til 1842 (med undtagelse af årgangene 1815 og 1841, der ikke udkom) den samme type uniformsbeskrivelse.

Det sidste betydningsfulde område udgøres af uniformsreproduktioner, det være sig de grafiske især i kobberstik og i litografi, det være sig i form af blyants- eller pennetegning, eller det være sig i oliemaleri eller akvarel. De kvalitative forskelle er betragtelige inden for så vidtspændende et materialeområde og over så langt et tidsforløb, som der her er tale om.

Samtidige kompetente kunstneres produktion besidder imidlertid oftest en ganske særlig pålidelighed, da den netop stod til almindelig bedømmelse, mens uniformerne var i brug. Præcision i detaljen skal muligvis hentes andetsteds end her; men samtidige afbildninger gør det muligt at fastslå, hvilke beklædningsgenstande der faktisk blev båret. En speciel materialekategori udgøres af de talrige, samtidige billedark, hvoraf Alfred Jacobsens antagelig hører til de mest kendte.

En nyere tids illustrationer af fortidens uniformering har en svingende dokumentationsværdi, alt efter de pågældende kunstneres formål og deres måde at indsamle pålidelige oplysninger på. Disse må derfor vurderes med omhyggelighed fra produktion til produktion. 

Hvad kan det bruges til? Udgangspunktet for beskæftigelse med den landmilitære uniformering kan være den snævre, antikvarisk betonede interesse for det ældre papir- og genstandsmateriale, eller det kan være ønsket om, ud fra en bredere kulturhistorisk synsvinkel, at fordybe sig i netop denne del af den danske klædedragts udformning og udvikling.

Det kan også være en ambition om at fremstille modelfigurer, som bedst muligt afspejler den faktiske uniformering. Under alle omstændigheder blev der lige fra 1600-tallets slutning ofret vældige anstrengelser og pengesummer på hæruniformernes udseende, da konge og nationalstat af indlysende indenrigs- og udenrigspolitiske hensyn måtte tilstræbe, at hæren foruden effektivitet opnåede såvel et passende mål af selvtillid som en iøjnefaldende udvortes prestige gennem uniformerne.

Danske søofficersuniformer i Den Store Nordiske Krig af P. Kannik Tordenskjold (Wessel) udnævntes til underløjtnant (sekondløjtnant) i 1711 og blev dermed, efter at have været månedsløjtnant i nogen tid, virkelig officer. Han steg som bekendt herefter hurtigt og springvis således, at han, da krigen sluttede i 1720, var blevet viceadmiral. I 1711 reglementeredes søofficererne med røde uniformer i stedet for de grå kjoler med røde opslag, som de hidtil havde haft. Den røde uniform blev båret til 1748, da grå kjoler atter indførtes. Først 1753 får søofficerer blå (mørkeblå) kjoler med røde kraver og opslag, den farvekombination, der stadig findes på søofficerernes gallauniform.

 

Om den røde kjole fra først af har haft røde opslag - som den grå tidligere havde det - eller om disse har været anderledes farvede, er det endnu ikke lykkedes mig at konstatere. Fra 1722 findes en bestemmelse om, at søofficererne på deres røde kjoler skulle have kulørte opslag og kraver - som det fandtes på mandskabets grå munderinger - efter den division, de hørte til. Disse farver var følgende:  

1. division orange opslag og krave

2. division røde opslag og krave

3. division gule opslag og krave

4. division hvide opslag og krave

5. division lyseblå opslag og krave

6. division paille opslag og krave

Artilleriet violette opslag og krave

Håndværkerne grønne opslag og krave.

Hvorvidt disse kulørte opslag og kraver var en nyindførelse, eller om det blot drejer sig om en nyordning eller fastlæggelse af ældre praksis, er mig ikke helt klart endnu, men det synes at være noget nyt.

Mellem 1711 og 1722 har søofficererne altså - efter alt at dømme - haft følgende uniform: sort trekantet hat, kantet med guldgalon. Rød kjole med røde opslag og rødt for, rød vest og røde knæbukser - alt besat med guldgaloner og med forgyldte knapper. Hertil hvide, røde eller sorte strømper efter lejligheden. Hvorvidt de høje støvler, som næsten altid forekommer på senere billeder, har været brugt i nogen større udstrækning, tvivler jeg.

 

Et står imidlertid ganske fast, Tordenskjold har i hele sin officerstid kun båret rød uniform.

 

 

Flåden Danmark 1911
Søofficerens uniform
Søofficerens uniform er og var påvirket af den civile mode i land, af moden hos de store sø-nationer, først og fremmest England og delvis af de rådende økonomiske omstændigheder.
Søofficererne repræsenterede staten ude i verden. Det var derfor vigtigt at have en uniform med distinktioner, der kunne forstås og respekteres af udenlandske myndigheder.

 

Til repræsentation og højtidelige anledninger ansås det nødvendigt med en særlig gallauniform.

 Officer i Søetaten, 1757.

 

 

 

 

Underofficerer, bådsmænd og håndværkere
I 1688 besluttede kongen, at der skulle udleveres "en almindelig klædeskjole og en bådsmandshat hvert andet år og en lærredsbeklædning hvert år" til det faste mandskab.
Herefter blev det almindeligt med beklædning af mandskabet enten i form af klæde, som man selv kunne sy eller rigtige beklædningsstykker.

Arbejdstøj i moderne betydning forekom ikke. I løbet af 1700-tallet skilte de forskellige kategoriers uniformer sig fra hinanden. Højbådsmænd og sergenter anlagde f.eks. kårde, guldgaloner og epauletter ved 1700-tallets slutning.

I 1832 fik også håndværksmestre med Holmens hæderstegn ret til at bære epauletter.

1846 indførtes ankerknapper for hele det faste mandskab.

Efter 1856 indførtes uniformsreglementer, der bestemte beklædningens udseende og beskrev alle detaljer.

Indrullerede og menige
Udskrevet mandskab, der tjenestegjorde i krigstid, måtte hidtil selv sørge for sin beklædning. Der var ikke krav om bestemt farve eller facon. Resultatet var, at mange indrullerede gik dårligt påklædt i skibene og fik problemer med kulde og sygdom.

I fremmed havn var kun chaluproerne ens uniformeret efter chefens egen idé.
De regelmæssige besøg i udenlandske havne, hvor man sammenlignede sig med udenlandske mariner, var baggrund for gradvis gennemførelse af uniformering på danske skibe.
I 1849 indførtes almindelig værnepligt. Fra 1857 blev der fremstillet modeller på udskrivningsstederne, således at de værnepligtige kunne anskaffe sig ens trøje og hue af blåt klæde. Når de mødte ombord fik de udleveret huebånd og rød-hvid kokarde.

Den runde hue - som de menige også bærer i dag, fik påsyet huebåndet med skibets navn. De frie ender hang ned ad nakken. Først i 1909 ophørte man med de frie ender hængende ned ad nakken. Kokarden, rød og hvid, sad foran i pulden, men blev flyttet til højre side omkring 1860. Oven i huen var der en blå kvast, en ponpon, således som det stadig bruges af Georg Stage-drenge og i den norske marine.

I 1862 blev et beklædningsreglement for marineartillerister godkendt. Den bestod af stortrøje og benklæder samt en skjorte med krave og manchetter af blåt lærred med hvide striber. Det er første gang de hvide striber nævnes, selv om de også tidligere var brugt. De hvide striber må være et modeindslag fra England.

Som et kuriosum indførtes en flad, rund blank hat med kokarde på højre side og huebånd. Den blanke hat anvendtes dog kun i kort tid fra 1862-71. Først i 1870 kom et egentligt uniformsreglement for værnepligtige med stortrøje, blå benklæder af vadmel, busseronne af ravndug, uldne skjorter med krave med hvide striber, hue med huebånd, samt sort slips. Orlogsværftets beklædningsmagasin fik opgaven at forsyne de værnepligtige med reglementerede uniformer. Fra 1879 indførtes blå- og hvidstribede uldne undertrøjer, de såkaldte tigerskind, i brug indtil begyndelsen af 1930erne, hvor den nuværende undertrøje med blå kant i halsen blev indført.

Busseronnen fik sit nuværende snævre snit omkring 1929.
I hovedtrækkene har sømandsuniformen samme udseende i dag blot af nye lettere materialer.

 Helbefaren matros (1870-reglementet), med det karakteristiske tigerskind. Kopi af farvelagt foto fra Orlogsmuseets arkiv.

 

Huebånd

 

Huebåndet har og spiller fortsat en rolle i flådens ansigt ud ad til, selv om vi i dag møder dem knapt så ofte

Mandskabet om bord i flådens skibe havde i mange år udgjort en meget broget flok, og det var særdeles vanskeligt at få skibenes gaster til at se nogenlunde ens ud i tøjet.

Fra 1857 forlangte man dog, at visse beklædningsgenstande, som de værnepligtige skulle være forsynet med, fik et ensartet og reglementeret udseende.

Der blev fremstillet modeller af disse genstande, som blev udlagt hos udskrivningscheferne, således at de værnepligtige kunne anskaffe sig det fornødne, inden de mødte til tjeneste.

Den runde hue havde omtrent samme udseende som den, der anvendes i dag.

Huebåndet

Når folkene mødte om bord, fik de efterfølgende udleveret et huebånd og en rød/hvid kokarde.

Huebåndet var forsynet med skibets navn og syedes på huen, så de frie ender hang ned ad nakken.

Skikken med at bære huebånd med skibets navn opstod allerede i 1840-erne.

Men 9. marts 1847 bestemte Admiralitets- og Commisariatscollegiet, at huebånd til besætningerne på flådens skibe fremtidig skulle udleveres for kongelig regning, i stedet for som hidtil at betales af mandskabet.

Fra 1909 ophørte man med at bære huebåndets frie ender ned ad nakken.

Den rød/hvide kokarde, der oprindeligt anbragtes foran i pulden på den runde hue, synes omkring 1860 at være blevet flyttet til huens højre side, hvor den fortsat sidder.

 
Dansk matros anno 1858.
(Illustration fra Th. Bergh, Den danske Armé og Marine)