10-09-2008 - kl. 13:30
Det er fly og piloter fra Flyveskolen i Karup og Hjemmeværnets Flyvende Enhed, der udgør truslen fra såkaldte low slow flyers for skibene i DANEX 08.
En af disse missioner blev fløjet fra Sindal Lufthavn af Hjemmeværnets Flyvende Enhed, der i dag råder over otte lejede fly fordelt over hele landet. Fartøjschef var kaptajn Poul Erik Bech, der med sig i en Cessna 182 havde piloterne Peter Adser-Larsen og Thorkild Højland Jensen.
- Vi skal flyve forskellige profiler mod en del af flådestyrken, der i dag ligger ud for Vendsyssel. Vi har ca. 15 minutters transit til skibene. Derefter kan vi være aktive i halvanden time, fortæller Poul Erik Bech. Han har haft sit flyvecertifikat et par år.
Missionens profiler er bestemt af Kattegat Marinedistrikt, der har planlagt og kooordinerer fjendemomenterne under DANEX 08.
Profilerne kan være alt fra et fly med defekt radio, der ikke hører radioopkald fra skibene om at flyve udenom deres sikkerhedszone, en forretningsmand der har travlt for at nå frem til et møde og derfor nægter at ændre kurs udenom skibene, til terrorister der vil flyve direkte mod et skib i en selvmordsaktion.
Hjemmeværnets Flyvende Enhed har som mål at have fire besætninger til hvert af de otte fly. Enheden med base i Sindal Lufthavn er endnu ikke oppe på dette styrkemål.
– Vi skal hjælpe både forsvar og politi, når der er behov. Det kan være i forbindelse med øvelser, trafikovervågning, hastighedskontrol og eftersøgning af personel. Vores enhed er forholdsvis ny og stadig under opbygning, fortæller Poul Erik Bech.