31. oktober 2002
Inspektionsskibet THETIS er på patrulje fra 21. juli til 13. december 2002, hvilket – specielt når vinteren nærmer sig - til tider kan været en ret barsk oplevelse, da lavtrykspassagerne bliver hyppige med storm og høj sø til evig plage for besætningen.
Forventningerne var derfor store, da der indløb en invitation til THETIS fra Den Danske Kirke i Newcastle upon Tyne, om at repræsentere søværnet i forbindelse med indvielsen af et nyt ”Mindevindue” til ære for de danske søfolk, som omkom under 2. Verdenskrig.
Under britisk beskyttelse
Historien bag mindesmærket er den, at da Danmark blev besat den 9. april 1940, blev flere tusinde danske søfolk afskåret fra at vende tilbage til Danmark. Alle danske skibe i engelske havne og farvande kom øjeblikkelig under britisk beskyttelse og sejlede derefter i Storbritanniens tjeneste, men stadig med deres danske mandskab og senere også dansk flag. Alle danske skibe på verdenshavene fik ordre på ikke at sejle tilbage til Danmark, men til England. Derved ydede sømændene den største indsats, som danske uden for Danmark i det hele taget var i stand til at præstere under krigen.
Den danske handelsflåde fik hjemsted i Newcastle upon Tyne. Man oprettede the Danish Pool i St. Nicholas Buildings lige over for domkirken. Hertil blev sømændene sendt, når de ankom til England, og herfra blev de igen sendt ud til søs. Af de ca. 4000 danske søfolk, som sejlede ud fra Newcastle upon Tyne under krigen gav 1406 deres liv for Danmark.
Hver dag vendes et blad i mindebogen
Efter krigen indviede man en ny sømandskirke i Newcastle upon Tyne og samtidig med indvielsen af denne, den 30. april 1949, indviedes en mindevæg og en mindebog indeholdende navnene på alle danske søfolk i alfabetisk orden, som satte livet til i krigsårene 1939 – 1945 startende med en 16 årig dæksdreng. Hver dag bliver der vendt et blad i mindebogen.
Efterhånden som handelsskibene, som følge af øget mekanisering og automatisering, fik mindre tid i havn, blev det vanskeligt at opretholde sømandskirken i Newcastle upon Tyne og i 1969 så man sig nødsaget til at lukke kirken.
Mindevæggen blev skænket til Frihedsmuseet, og den er nu opsat i den tidligere koncentrationslejr i Frøslev, der tilhører Frihedsmuseet. Mindebogen blev opsat på en mindre væg i sømandskirken i London, tillige med en prosatekst.
Sømandskirken i London led imidlertid i 1980 samme skæbne som kirken i Newcastle upon Tyne og blev nedlagt.
Det originale danske flag
Den danske menighed i Newcastle upon Tyne følte, at deres by var det naturlige blivende sted for mindebogen. Da menigheden ikke havde egen kirke, trådte de i forbindelse med bystyret og domkirken i Newcastle upon Tyne, hvor der udvistes stor forståelse og venlighed. Resultatet blev, at bogen den 13. maj 1982 atter kunne placeres i Newcastle, og denne gang permanent i St. Nicholas Cathedral.
Tidens tand har dog gjort, at mindesmærket efterhånden trængte til en fornyelse, hvilket - med velvillig støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål - resulterede i, at der er den 26. oktober 2002 i St. Nicholas Cathedral skulle indvies et nyt flot og værdigt ”Mindevindue” fremstillet i grøn Westmorland skifer og repræsenterende de danske øer. Over "Mindevinduet" og mindebogen hænger i øvrigt det originale danske flag, der vejede uden for the Danish Pool i St. Nicholas Buildings under krigen.
Starboard to 150, sir
Vel klar til at deltage i dette højtidelige arrangement forlod THETIS færøsk område onsdag den 23. oktober 2002 og efter halvanden døgns forlægning tog vi fredag eftermiddag lods om bord og påbegyndte den ca. 8 sømil lange indsejling ad the Tyne mod Newcastle.
Det blev en anderledes og lidt omstændelig havnemanøvre med to slæbebåde, der måtte vende skibet et godt stykke før Newcastle, så vi sakkede den sidste halvanden sømil ind mod vores tildelte kajplads. Rorgængeren mente i øvrigt at vagtcheferne godt kunne lære lidt om henvendelsesformer af vores lettere gråsprængte, nydelige engelske lods´ meget formfuldendte ”Starboard to 150, sir.”
Under de sidste forberedelser til den parademæssige ankomst viste vejret sig fra sin absolut værste side med blæst, tåge og regn. Men ligesom THETIS nærmede sig indsejlingen til River Tyne, skete miraklet og solen brød pludselig frem. Orlogspræsten, som ellers havde måttet høre meget for sin svigtende kontakt til de højere magter, hvervede med et slag nye disciple om bord. Om det så var et brud i den himmelske forbindelse eller ansvaret må placeres andre steder, så gik det hverken værre eller bedre, end at himlens sluser igen åbnede sig over THETIS i præcis de 10 minutter, der var manøvrerulle og hele besætningen var på dæk i flotte nyrensede paradeuniformer.
Næste formiddag, da uniformerne var blevet tørre, drog hele den vagtfrie del af besætningen afsted til fest- og mindegudstjenste i St. Nicholas Cathedral i Newcastle upon Tyne.
Æresvagt
THETIS stillede med æresvagt udenfor kirken og med fanebærer til processionen. Udover besætningen fra THETIS deltog mange af de gamle krigssejlere og deres pårørende, samt den danske ambassadør Tom Risdahl Jensen, forsvarsattacheen, direktør Ove Hornby med frue fra A.P. Møller, pastor Lone Crone Nielsen fra London m.fl. i gudstjenesten, der blev afviklet efter anglikansk skik, men med indslag på dansk. Således læste eskadrens orlogspræst Eigil Andreasen fra Mattæus-evangeliet afsnittet om Jesus, som lærer sine disciple at tro på, at Guds magt altid vil at redde dem, idet han først får stormen til at lægge sig og derefter går på vandet. Blandt THETIS besætning var der en del gisninger om, hvorvidt dagens tekst havde været valgt lang tid i forvejen eller om orlogspræsten forsøgte at forklare gårsdagen skybrud over THETIS.
Gudstjenesten sluttede med at æresvagten fra THETIS tog opstilling ved mindesmærket over de danske søfolk. Den engelske provst lyste herefter velsignelsen over det nye vindue, der med billederne på tro, håb og kærlighed og med byvåbnene fra henholdsvis Marstal, Århus, København og Newcastle skal minde eftertiden om de danske krigssejlere og deres tilhørsforhold til både England og Danmark. ”Last Post” og Reveille blev blæst af en Trompeter, og biskoppen afsluttede efter kransenedlæggelsen hele ceremonien med nok en velsignelse. Efter gudstjenesten var der - som ved alle gode sømandsgudstjenester - en reception i de tilstødende lokaler. Her fik såvel gamle som unge krigssejlere lejlighed til at mødes over ægte danske frikadeller og kransekage.
|
|
| Gudstjenesten sluttede med at æresvagten fra THETIS tog opstilling ved mindesmærket over de danske søfolk. |
Ægte sømandssind
Lørdag aften var der officiel middag for krigssejlerne og deres pårørende, medlemmer af det dansk-engelske samfund i Newcastle og en lille snes besætningsmedlemmer fra THETIS i et bygningskompleks benævnt ”Centre for Life”. I det store, flotte og meget højloftede festlokale, blev besætningen delt ud til hver sit 8-mands bord. Det vakte nok i begyndelsen lidt bekymring for, hvordan aftenen skulle gribes an. Efter adskillige taler med tilhørende skåler og en lykønskning fra ambassadøren til ildsjælen i den danske kirke i Newcastle, Inger Batchelor - som om eftermiddagen havde fået ridderkorset af dannebrogordenen - viste krigssejlerne os dog, at ægte sømandssind og dertil hørende evne til at feste ikke svækkes, selvom man for længst har passeret de firs.
Næste aften fortsatte festlighederne, idet THETIS var vært ved en reception for krigssejlerne og deres pårørende. Kabyssen havde igen tryllet – frikadellerne var om muligt endnu bedre end dagen før - og forreste fortøjningsdæk var pyntet med en udsmykning, der til hver en tid vil få Magasins juleudsmykning til at blegne i sammenligning. Og sidst men ikke mindst, kæmpede teknisk division om bord en brav kamp for at holde vandet ude af ledningerne til illuminationen og stjæle nye lyspærer fra alle ubevogtede lukafer i skibet. Receptionen afsluttedes kl. 22.00, hvor gæsterne blev samlet på helikopterdækket, og der blev blæst tapto af en hornblæser fra Tamburkorpset samt efterfølgende tændt illumination over skibet.
Sejler med tidevandet
Mandagen blev helliget en enkelt lille reception om bord for domkirkens ansatte, men ellers var der weekend-rutine for besætningen og herunder mulighed for at udforske Newcastle og omegn.
En råkold og grå tirsdag morgen forlod THETIS efter fire begivenhedsrige dage, stille og roligt Newcastle upon Tyne sammen med tidevandet, klar til atter at genoptage patruljen i Nordatlanten indtil juletid.
Inspektionsskibet THETIS
Tilbage