31. januar 2001
Den 30. januar kl. 2145 modtog MRCC TÓRSHAVN en anmeldelse fra politiet om observation af 1-2 nødraketter.
Tre personer havde fra Velbastaður set en nødraket i retning af Koltur. De vurderede, at raketten var på den vestlige side af Koltur.
De ringede straks til politiet, og mens de talte med politiet, kunne de stadigvæk se nødraketten. Henset til observationstiden er det derfor sandsynligt, at der er blevet affyret to raketter.
Eftersøgning iværksættes
MRCC TÓRSHAVN iværksatte en eftersøgning med TRITON, TJALDRIÐ samt TRITON´s helikopter.
Tórshavn Radio udsendte PAN PAN melding til skibstrafikken om at holde udkik efter eventuelle nødstedte.
De deltagende enheder fik af MRCC TÓRSHAVN tildelt et indledende eftersøgningsområde, som senere blev udvidet til et lidt større område. Områderne blev gennemfløjet og gennemsejlet, uden at der blev observeret nogen form for nødsituation.
Ingen savnede
Der var i nattens løb ikke blevet meldt om nogle savnede, så eftersøgningen blev indstillet den 31. januar kl. 0430.
MRCC TÓRSHAVN kan, ud fra eftersøgningens resultat, blot konstatere, at der tilsyneladende ikke er nogen, som har været i nød.
Tilbage