50 året for Iskatastrofen ved Frederikshavn

Den hændelse, som vi er samlet for at erindre her i dag 50 år efter, er ofte blevet omtalt som Iskatastrofen ved Frederikshavn eller Frederikshavner katastrofen.

Katastrofe er et begreb, som i vor tid ofte bliver brugt i forbindelse med hændelser, som er ekstremt voldsomme, og som koster et større antal menneskeliv. Katastrofe er et ord, der beskriver den store voldsomme hændelse. Men ordet katastrofe afspejler også den oplevelse, der er hos det enkelte menneske, som har været i den voldsomme hændelse, eller som er ramt af konsekvenser af den. Sådan vil det også være blandt os, der er samlet her i dag. Nogle kan se på Frederikshavnerkatastrofen som en historisk hændelse, men andre vil have været i den eller har været ramt af den, og bærer stadig katastrofeoplevelsen i erindringen. Frederikshavnerkatastrofen ville måske ikke målt med nutidens målestok være blevet kaldt en katastrofe. Men for fire familier var det en katastrofe, at deres sønner, deres brødre, deres ægtemænd eller forlovede satte deres liv til i den redningsaktion, som fandt sted en søndag for 50 år siden, og som reddede fire andre menneskeliv.

Vejret har i netop de egne af Danmark, hvor vi befinder os været årsagen til en række indsatser fra reningslaug, der er resulteret i tab blandt de disses medlemmer, men som over en 150 års periode har reddet mere end 13.000 menneskeliv. Det at sætte livet på spil for at hjælpe andre, som er i havsnød, er noget som har været en dybt forankret pligtoplevelse i den danske fiskerbefolkning. Det har også kendetegnet fiskere og andre faggrupper i Frederikshavn, og i redningslauget ”Håbets” indsats, blev dette til fulde demonstreret.

Vejret spillede også en væsentlig rolle søndag 26. februar 1956. Efter en hård isvinter, som havde lukket danske farvande og havne i en periode på 1½ måned, var der tegn på et vejrskifte.  Søndag 26. februar var en smuk vinterdag og gav anledning til, at fritidsfiskere tog ud på isen for at fiske i borede huller. En temperaturstigning, men især, at vinden i løbet af eftermiddagen var frisket op, betød imidlertid, at isen brækkede og fire teenager drenge blev afskåret fra den faste landis på en isflage, der drev østerud. Det førte til den redningsaktion, som kom til at involvere redningslauget ”Håbet”, og medlemmer af besætningerne fra 4. Minestrygerdivision, som lå indefrosset i Frederikshavn.

De fire drenge blev reddede, men denne redning affødte en række hændelser som blandt andet isolerede en del af redningsmandskabet på den løsrevne isflage. Minestrygerdivison 4 blev derfor alarmeret. Jeg erindrer situationen på havnekajen foran minestrygerne Sorte Sara, Askø, Fænø og Manø, hvor jeg havde bedt de af besætningen, som var parate til frivilligt at deltage i redningsaktionen om at møde varmt påklædte og iført redningsveste. Jeg havde præciseret for de værnepligtige og befalingsmændene, at der var en alvorlig risiko forbundet med aktionen, men det var med stolthed, at jeg kunne konstatere, at hele den hjemværende besætning mødte op. For mig var opgaven kun at pege på dem, som jeg ville have med på turen ud over isen.  Det blev en barsk indsats at slæbe de to små joller ud over isskruningerne og ro dem over det isskosse fyldte åbne farvand ud til isflagen, med de nødstedte. Hovedparten af de nødstedte kunne bringes i land i de to joller. Men der var ikke plads til alle. Fisker Johannes Sørensen jeg selv måtte derfor tilbage på isflagen, hvor vi, mens vi drev yderligere til havs, måtte afvente et nyt redningshold fra Minestrygerdivision 4. Det lykkedes de to både med tre friske frivillige fra Søværnet i hver båd at komme ud til os igen, og sidste fase af redningsaktionen kom til at forløbe sådan, at midt på aftenen i mørke forlod to små joller med fire mand i hver den flydende isflage med kurs over det åbne urolige og isskosse fyldte farvand ind mod havneindløbet til Frederikshavn. Under de barske omstændigheder lykkedes det den ene båd at komme ind til den landfaste is i havneindløbet, medens den anden forulykkede. Hvordan båden forulykkede, har man aldrig fundet ud af? Eftersøgning med assistance af isbryderen ”Storebjørn”, slæbebåden ”Jason” og flyvevåben gav intet resultat.

Som deltager i og leder af Søværnets indsats var der hos mig klart en katastrofe oplevelse. Det at miste fire unge mænd, som jeg havde haft under min kommando og levet med dagligt gennem et halvt år, satte dybe spor. Der kom reaktioner fra samfundet, som anerkendte den samlede indsats og særligt hædrede dem, der havde ydet en indsats, der kostede dem livet. En anerkendelse fra et taknemligt Frederikshavn er den mindesten, hvorom vi er samlet i dag. Dette minde er sat, så vi altid vil erindre, så vi altid vil være taknemlige for og være stolte over, at fire unge mænd på tærsklen til deres voksne liv var parate, da der blev kaldt på dem. De vidste, at deres eget liv var på spil, men de tøvede ikke med at satse det for at redde andre.

De fire unge mænd var:

Værnepligtig, letmatros Kaj Frederiksen,

Værnepligtig, maskinist Gunnar Mikkelsen,

Værnepligtig, fisker Søren Vich

Korporal, lærerstuderende Bjørn Wodstrup.

ÆRE VÆRE DERES MINDE.