Vi var 13, der tog af sted d. 22. På turen herned fik vi i den grad trænet vores evne til at vente. Allerede i Karup, hvor vi skulle møde senest kl. 1730, fik vi lov til at vente 3½-4 timer, inden vi kom af sted. Efter godt 3 timers flyvning, hvor vi fik serveret et fantastisk måltid efter normal fly standard, mellemlandede vi i Istanbul, hvor flyet skulle tankes. Her fik vi lov til at vente i et par timer inde i lufthavnen. Heldigvis var der en bar, hvor vi kunne købe noget vand eller sodavand, og rygerne kunne få røget af, inden vi gik ombord igen. Den resterende tur varede lidt over 4 timer, og vi startede igen med et varmt måltid, som en del dog sprang over. Det er ikke videre spændende at spise varmt mad kl. 3 om natten.

Endelig kom vi til Kabul, og fik fordrevet de ca. 5 timers ventetid, med at shoppe og blunde lidt i skyggen.
Flyveturen fra Kabul til Helmand tog en times tid, men var nok den varmeste flyvetur de fleste af os har prøvet. Jeg var i hvert tilfælde nærmest bedøvet inden flyet lettede, og vågnede først igen, lige inden vi landede. Efter en kort instruks i hvordan vi skal gebærde os i lejren, kunne det ikke gå stærkt nok med at komme ud og se hvordan vores arbejdsplads de næste par måneder så ud. Vi fik fingrene i en lastbil, og kørte ud til området. Vi kunne lige nå det, inde det blev mørkt. Hernede bliver det allerede mørkt omkring kl. 19, det går rigtigt stærkt, og når først solen er gået ned, er det meget mørkt. Her er ingen gadelys, eller skyer, der kan reflektere lyset fra byerne, som der jo heller ikke er nogen af. Månen har dog været næsten fuld, så efter et par timers mørke er det så lyst, at man fint kan orientere sig.

 
Byggepladsen er blevet klargjort af et civilt konstruktionsfirma via englænderne. Ved første øjekast så det rigtig godt ud, og det så umiddelbart også ud til at alt vores materiel var der. Vi har efterfølgende fundet ud af at der var et par fejl og mangler. Bl.a. er de slet ikke begyndt at klargøre elektricitet endnu, og vi mangler et af de store værkstedstelte, som vi har planlagt at begynde med at stille op. Efter aftensmaden fik vi fat i vores bagage og fik fundet vores beboelsestelte. De var helt tomme, så efter lidt roden rundt, fandt vi nogle telte, hvor der var senge. Der flyttede vi ind. Vi var godt klar over, at vi sikkert ikke fik lov til at blive boende, så vi pakkede kun lige det mest nødvendige ud. Ganske rigtigt. Næste dag fandt vi ud af at vi skulle have boet i de første telte, men at nogen havde spejlvendt planen, så senge og andet godt, var blevet smidt ind i de forkerte telte. Vi brugte så et par timer på at flytte tilbage igen, og få os godt indrettet. Selvom vi måske ikke har så meget bagage med, tager det alligevel lidt tid at slæbe det hele frem og tilbage, så vi tog en lastbil og en rendegraver til hjælp. Det tog nok lidt længere tid, end hvis vi bare havde båret det, men i det mindste var det ikke så hårdt. I løbet af dagen, eller i flytteforvirringen, blev OS Jaris fragmentationsvest og hjelm væk, og lod sig ikke lige umiddelbart finde, selvom vi var det hele igennem. Heldigvis dukkede den op næste dag. Den lå hvor den var blevet lagt. Der hvor vi alle havde lagt vores udrustning, lige efter vi var ankommet med flyet!!!
Et par dage senere fik vi så igen besked på at vi var i de forkerte telte, og skulle tilbage til der hvor vi sov den første nat. Stor var utilfredsheden, men efter OL Henrik fik forklaret DANCON hvordan vi så sagen (den spejlvendte plan), fik vi lov til at blive boende. Forhåbentligt bliver vi der, til vi engang om et par uger flytter over i de nye faciliteter til DANCON, som i øjeblikket er ved at blive bygget af det civile firma.

Søndag havde vi turens første fødselar. KS Jonas blev 22, og det blev fejret på behørig vis, med en morgenappel og fødselsdagssang.
Vores arbejde med at blive klar til hovedstyrkens ankomst er gået rigtig godt. Vi er i skrivende stund færdige med det, vi havde planlagt at nå. Vi har fået lavet kontorer, talt materiellet op og lagt op, så det er til at gå til, fået klargjort indkvarteringen til resten, og lavet de aftaler der er nødvendige for at komme i gang. Derudover er vi gået i gang med at rejse de første værkstedstelte, så indtil videre er vi lidt foran tidsplanen.
Varmen hernede er slem, men det kan jo altid være værre. Midt på dagen kommer temperaturen op på omkring de 45 grader i skyggen, men man vænner sig hurtigt til det. Vi har droppet siestaen, for det er næsten for hårdt at komme ud i varmen, efter at have været inde i et koldt telt i 1½ time.

Solen opvarmer jordoverfladen så meget at der opstår nogle ret store hvirvelvinde. Alle kender det sikkert fra en varm sommerdag i Danmark, hvor hvirvelvinde kan feje rundt med blade eller halmen på en nyhøstet mark. Hvis man så ganger det op en del gange, så har man de nærmest skypumpeagtige hvirvelvinde, der kan opstå hernede. Solen er som nævnt meget hård hernede. Solcreme er vigtigt at få på, hvis man ikke vil være forbrændt. Selv OKS Jesper har måttet overgive sig og tage solcreme på for anden gang i sit liv.
Under arbejdet med teltene i går, var KS Thomas T-shirt gledet op af bukserne så han var blevet godt forbrændt over buksekanten. OS Søren var dog behjælpelig med at advare ham, inden det gik alt for galt, hvilket han heller ikke undlod at udbrede sig om senere.

Desværre havde OS Søren ikke helt holdt øje med sin egen T-shirt, så da den kom af til aften og han skulle i bad, kunne det konstateres, at han havde fået monteret en ’lygtebom’, hen over bagdelen, der næsten kunne lyse et mørklagt telt op.
Hver aften efter aftensmaden er det tid til et bad. Temperaturen hernede er så høj, at man ikke behøver at tænde for det varme vand. Det kolde vand i bruseren har en fin badetemperatur, som nok endda er lidt højere end det jeg plejer at bruge derhjemme. Efter aftenbadet er det efterhånden blevet en tradition, at vi samles i vores vælfærdstelt, for at se en film.

Til disse lejligheder har KN Christian medbragt en hel særlig skjorte, der leder tankerne hen på Hawaii. Ligeså støvet og gråt alting hernede er, ligeså stor en farveeksplosion er KN Christians skjorte. En sand fryd for øjet. Det skabte en del moro, den første aften han havde den på. Hovedstyrken landede i går i Kabul, og vi håbede at se dem hernede sent i går aftes. Det skete desværre ikke, og nu har vi fået at vide at de forhåbentligt ankommer på et eller andet tidspunkt i morgen. Sådan er vilkårene desværre. Nu har de jo så fået et par fridage, så vi regner naturligvis med at de er klar til at gå direkte i gang med at arbejde, så vi kan blive færdige og komme hjem igen. Spøg til side, de får naturligvis lige et par timer til at falde til. Det var alt for denne gang. Vi håber at alt står vel til derhjemme, og at alt holder stik, så vi snart er hjemme hos jer igen.

De varmeste hilsner
KN Carsten