NATOs flag

NATO har gennem 75 år været en garant for freden i det Euro-Atlantiske område. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Den 4. april 1949 underskrev Danmarks udenrigsminister, Gustav Rasmussen, Atlantpagten og Danmark blev dermed en af NATO’s oprindelige 12 medlemslande. Danmarks tilslutning til alliancen skete på baggrund af erfaringerne fra Anden Verdenskrig, der viste, at totalitære stormagter ikke respekterede Danmarks neutralitet. Men også på baggrund af truslen fra Sovjetunionen, som i 1948 væltede Tjekkoslovakiets demokratisk valgte regering ved et kup og indsatte et kommunistisk regime.

 

Siden 1949 har NATO, der nu omfatter 32 medlemsstater, tilpasset sig skiftende sikkerhedsudfordringer og konstant været en garant for freden i det Euro-Atlantiske område. Danmark har løbende tilpasset sig de skiftende prioriteringer. Under den kolde krig var Danmark en stat i den forreste linje. Efter murens fald var Danmark en meget aktiv deltager i alliancens bestræbelser på at standse militære konflikter og skabe stabilitet i urolige områder i Europa, Mellemøsten, Centralasien og til søs i det indiske Ocean. I dag bidrager Danmark blandt andet til forsvaret af NATO's østlige flanke og har fokus på at kunne støtte allierede styrkers deployering gennem Danmark. 

 

Besøg Forsvarets store temaside om Danmarks 75 år i NATO

 

Se også en kort video om Danmarks 75 år i NATO: Artiklen fortsætter under videoen.

 

 

"Vi er rykket tættere sammen"

På jubilæumsdagen afholdt Danske Veteraner parade i Kastellet. Her deltog blandt andre ambassadører og militære repræsentanter fra de fleste NATO-lande. Ved Paraden talte chefen for Operationsstaben i Forsvarskommandoen generalmajor Ulrich Johan Hellebjerg. 

 

"Det var en usikker verden, som alliancen blev formet i for 75 år siden. Men også i dag, er der stærke kræfter, der ikke ser verden i samme lys, som vi gør. Ruslands invasion af Ukraine har understreget vigtigheden af NATO. Vi er rykket tættere sammen, for at stå vagt om de værdier, som vores alliance er bygget på. Værdier, som ud over kollektiv sikkerhed, også tæller retssikkerhed og staters suverænitet. Vi er igen klar til at kæmpe for alle de ting, vi kom til at tage for givet", sagde Ulrich Hellebjerg blandt andet. 

 

Ved paraden overrakte Danske Veteraner en særlig NATO 75 års mindemedalje til nogle af de medlemmer, der har været udsendt i NATO-operationer. Organisationen overrakte også de nordiske veteranorganisationers æresmedalje til nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret, der har gjort en særlig indsats for veteraner og pårørende. 

I weekenden fra den 19. - 21. april deltager Forsvaret i totalforsvarsmessen Action24 i Fredericia. Messen er arrangeret af Folk & Sikkerhed. Læs mere om messen her