Iver Huitfeldt vender tilbage til Korsør.

Fregatten Iver Huitfeldt vender tilbage til Korsør, hvor besætningen bliver mødt af glade pårørende. Foto: Steffen Fog / Forsvaret.

Af Forsvarskommandoen

 

Med flag og smil står de pårørende i dag på kajen klar til at tage imod ombordværende på fregatten Iver Huitfeldt, som vender hjem fra mission i Rødehavet.

 

Fregatten har deltaget i opgaven med at sikre fri og sikker sejlads for handelsskibe og andre fartøjer i Rødehavet i lyset af Houthi-bevægelsens ulovlige angreb på skibe i området. Fregatten har været indsat i Operation Prosperity Guardian sammen med andre lande i det internationale samarbejde, Combined Maritime Forces, for at beskytte den internationale skibstrafik.

 

Nedskød fire droner

Relevansen af at sende fregatten afsted på opgaven blev understreget, da fregatten under udsendelsen nedskød fire droner afsendt af Houthibevægelsen. Det skete den 9. marts, hvor Houthi-bevægelsen afsendte i alt 15 droner mod skibe i området. Alle droner blev nedkæmpet af krigsskibe i området.

 

Fregatten har haft mandat til selvforsvar og udvidet selvforsvar, hvilket betyder, at fregatten og dens besætning har kunnet bruge magt for at beskytte sig selv og skibe i nærheden mod angreb.

 

Fregatten afsejlede fra Danmark den 29. januar og fra starten har det været planlagt, at skibet skulle hjemkomme i dag.

 

 

I videoen ses skibets Operationsrum under nedskydningen af dronerne.

 

Spændende mission

For besætningen har det både været en lang og spændende udsendelse, der nu er slut.

"Jeg sad i Operationsrummet under nedskydningen af dronerne og oplevede det hele på tætteste hold. Det var godt at få udnyttet alt det, som vi har brugt hele sidste år på at træne. Det var tilfredsstillende at få noget rigtigt action, og ikke bare for øvelse," siger Johan, der er konstabel og kampinformationsgast på fregatten Iver Huitfeldt.

 

Johan har haft en spændende tur, men han glæder sig til at komme hjem.

 

"Det er godt! Det har været en lang mission og nogle lange dage. Det er min første skarpe mission, efter at jeg startede i Søværnet for halvandet år siden,"siger Johan.

 

Kontroversiel situation

I tiden op til fregattens hjemkomst har der været sat spørgsmålstegn ved, om fregattens udstyr og våben har været tilstrækkelig klar til opgaven.

 

I den anledning udtaler chefen for Søværnet, kontreadmiral Henrik Ryberg:

 

“Vi kan konstatere, at skibet den 9. marts hurtigt og effektivt nedskød de fire droner, som viste sig at være en trussel. For mig er dét det helt centrale, for det viser, at besætning og udstyret løste opgaven fuldstændigt, som de skulle. De nedkæmpede en trussel, som er lige præcis det, et dansk krigsskib skal kunne. Jeg er stolt over besætningens indsats, og jeg synes, at alle ombord med sindsro og stolthed skal tage hjem til deres pårørende og nyde en velfortjent hvileperiode med bevidstheden om, at de har udført en professionel og signifikant indsats for Danmark.”