Fire danske F-35 kampfly ses her i hangarrette på Luke Air Force Base i USA. Foto: Forsvaret.

Fire danske F-35 kampfly ses her i hangarrette på Luke Air Force Base i USA. Foto: Forsvaret.

Den 7. april 2021 modtog Danmark sit første F-35A kampfly ved en spektakulær Rollout-ceremoni ved fabrikanten Lockheed Martin i Texas. Forinden havde den danske jagerpilot KIN som første dansker nogensinde fløjet i et F-35 kampfly, og i foråret 2021 fløj MON som første danske pilot i et dansk F-35 kampfly.

Til trods for det igangværende arbejde og de opnåede milepæle i USA, kommer der til at gå en periode, før det første danske F-35 kampfly lander på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. Ved første øjekast kan det virke underligt, men det giver god mening, når man ser på leveringsplanen og opgaverne, som kampflyene skal løse.

 

Undgår særudgifter

Som planen er nu, vil en større håndfuld af de første danske F-35 kampfly forblive i USA på Luke Air Force Base i Arizona. Her skal de benyttes til omskoling og uddannelse af danske piloter. I stedet for at vi i Danmark selv skal stå for al omskoling, uddannelse og de investeringer, der følger med, kan vi ved at have et mindre antal fly på Luke Air Force Base, pulje kræfterne sammen med vores tætte samarbejdspartnere og allierede.

Det gør, at vi slipper for at investere i infrastruktur som eksempelvis bygninger, uddannelsesmateriel, vedligeholdelsesmateriel og service samt opbygningen af en personalestruktur til netop uddannelse. Derudover opnår vi unik erfaring med vores tætte samarbejdspartnere, fordi vi indgår i en eskadrille med en stor pulje af fly fra USA og Holland.

 

Sikrer stabilt omskolingsmiljø

I Danmark får vi kun én F-35 eskadrille, der totalt rummer cirka 20 fly. Det endelige tal afhænger af, hvor stor en andel, der skal fastholdes ved træningseskadrillen i USA. Af dem, der skal operere fra Danmark, skal vi regne med, at et vist antal løbende er ude af drift til service, opdateringer og vedligehold. Men ved at etablere et omskolings- og uddannelsesforløb i USA undgår vi usikkerheder ved omskolingen. Der skal i mindre grad prioriteres og tages højde for, om flyene enten skal bruges til operative opgaver, såsom afvisningsberedskab og træningsmissioner, eller om flyene skal bruges til omskoling af nye danske F-35 piloter. På den måde fokuseres indsatsen både i USA og i Danmark, da der ikke dagligt skal prioriteres mellem omskoling på den ene side og den operative træning og opgaveløsning på den anden. Flyene i Danmark vil derfor kunne dedikeres fuldt ud til den operative opgaveløsning og træning.

 

Ikke noget nyt

Flyvevåbnet har i en række år købt omskolingskurser til F-16 piloter i USA, så piloterne var klar til at starte deres operative flyvning, når de kom til Danmark. Det er samme model, vi nu følger på F-35, men til forskel fra tidligere, betaler vi nu ikke udelukkende med dollars, men vi stiller samtidig et antal fly og instruktører til rådighed til den samlede pulje, hvilket giver fleksibilitet, læring og erfaringsudviklings mellem de bidragende nationer. Antallet af udstationerede fly justeres over tid, så det svarer til det aktuelle danske behov for omskoling og uddannelse.

 

Flyene kan kaldes hjem

Hvis den sikkerhedspolitiske situation pludselig ændrer karakter, og vi har behov for flere kampfly hjemme i Danmark eller udsendt til andre steder, så kan vi med kort varsel trække flyene hjem fra USA. Det betyder selvfølgelig, at omskolingen af piloter stopper, men det er ikke anderledes, end det ville være, hvis vi selv omskolede i Danmark. Omskolingen vil som hovedregel blive nedprioriteret til fordel for operative opgaver, om end det kontinuerlige flow af omskolede piloter har høj prioritet for Flyvevåbnets virke.

 

 

Danmark i USA

Forsvaret har udstationeret et dansk detachement, der skal håndtere leveringen af de første F-35 kampfly.

Sidst opdateret 19. oktober, 2021 - Kl. 11.22