[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Foto: Ronny Rasmussen

Allerede inden Danish Air Show blev skudt i gang med faldskærmsudspring søndag formiddag, var Flyvestation Skrydstrup pakket med børn og voksne, der var kommet for at få en smagsprøve på, hvad det danske forsvar kan. Og ifølge de mange positive tilkendegivelser på arrangementets Facebookside levede dagen fuldt ud op til forventningerne.
 
”Tak for et fedt show og kanon afvikling” og ”Intet mindre end en fantastisk oplevelse” er nogle af reaktionerne fra en dag, hvor det blandt andet var muligt at komme helt tæt på Danmarks nye skibsbaserede helikopter, Seahawken, se et udvalg af Hærens køretøjer indefra og opleve et stort udvalg af kampfly på vingerne. Ikke mindst de udenlandske gæster, ”TEAM AGUILA” fra det spanske flyvevåben og ”Turkish Star” fra Tyrkiet, som begge stillede med et spektakulært formationsshow, fik rosende ord med på vejen.
 

Foto: Ronny Rasmussen

Danish Air Show vurderer, at cirka 145.000 gæster besøgte flyvestationen, og at parkeringspladsen i løbet af dagen har rummet rundt regnet 20.000 cykler og 1.000 motorcykler.


Foto: Morten Just Brandstrup

Næste gang, Danish Air Show finder sted, bliver i 2018 på Flyvestation Aalborg.

Se flere billeder fra Danish Air Show 2016 her.