[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

VJTF i Standing NATO Maritime Group 1
Esbern Snare har siden den 26. juni været indsat i den ene af NATOs stående fregatstyrker – også kaldet NATO Standing Maritime Group 1.
 
Styrken vil i de kommende uger operere i Nordatlanten og herunder deltage i NATO-øvelsen Dynamic Mongoose 17, som har til formål at træne styrken overfor en eventuel ubådstrussel. NATO-øvelsen har deltagelse af bl.a. 11 skibe, 5 ubåde og 8 fly fra i alt 10 NATO-nationer.
 


Det danske støtteskib Esbern Snare under øvelse Dynamic Mongoose.
Foto: NATO Maritime Command.

Operation Inherent Resolve

Træningsbidraget – Irak
Træningsmissionens soldater forbereder og planlægger denne uge de kommende kurser for irakiske sikkerhedsstyrker. Kurserne vil ligesom befalingsmandsuddannelsen være målrettet bataljoner fra den 7. Irakiske Infanteridivision.
De specialiserede kurser vil blandt andet omfatte forholdsregler over for hjemmelavede miner og uddannelse, der sætter de irakiske sikkerhedsstyrker i stand til at anvende artilleri og morterer i deres kamp mod IS.

Der er pt. uddannet 8.218 irakiske sikkerhedsstyrker siden missionens start.
 


De irakiske sikkerhedsstyrker har morterer i deres arsenal. Danske trænere har tidligere gennemført skydekurser med godt resultat for irakerne.
Foto: Presseofficer Mads Rolf Ahrenskjær.

Radarbidraget – Irak og de Forenede Arabiske Emirater
Radarbidragets soldater i Irak og de Forenede Arabiske Emirater leverer fortsat radarbillede og luftrumsovervågning til indsatsen mod IS.
Der er netop ankommet afløsere i form af næste hold danske operatører, hold 9, til Al Dhafra Airbase. Disse er i gang med den operative omskoling til det nye udstyr samt at gennemgå en generel opdatering på operationerne.

MINUSMA – Mali
I den seneste uge har den udsendte styrke gennemført to lufttransporter mellem FN’s forskellige lejre.
Hercules-flyet har været ramt af tekniske problemer.
Det forventes, at flyet er klar til at flyve igen inden for et par dage.

Samlet set har den udsendte styrke siden indsættelsen 27. maj gennemført 14 missioner, transporteret 772 personer og flyttet godt 12 ton gods.

Resolute Support – Kabul, Afghanistan
I slutningen af sidste uge var brigadegeneral Christian Arildsen til møde med den afghanske forsvarsminister, den afghanske forsvarschef og flere andre højtstående generaler i den afghanske hær. Christian Arildsen står i spidsen for enheden EF2 som beskæftiger sig med anti-korruption, og formålet med mødet var at gøre status på kampen mod korruption, samt diskutere og beslutte hvordan kampen mod korruption i den afghanske hær skal fortsætte.