[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Et russisk inspektionshold har netop gennemført en rutinemæssig våbenkontrolevaluering inden for Wien Dokumentet.

Inspektionsholdet, der bestod af tre russiske officerer, blev hentet i Kastrup Lufthavn af en dansk eskorte og derefter kørt til 2. brigade på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Det var også her, at inspektionen blev gennemført ved en briefing om 2. Brigades forhold.


Det var et helt igennem vellykket besøg og evaluering, de tre russiske officerer kunne tage med fra Slagelse.

Briefingen blev foretaget af chefen for 2. Brigade, oberst Ulrich Hellebjerg. Efter briefingen besøgte inspektionsholdet II bataljon fra Gardehusarregimentet. Efter den tilfredsstillende evaluering blev inspektionsholdet transporteret til København, hvorfra de rejste tilbage til Moskva onsdag morgen.

Fakta:

Wien Dokumentet
(Senest opdateret på OSCE topmøde i 1999 og kaldes derfor Wien Dokument 1999).

Et politisk bindende dokument om politisk militært samarbejde omfattende alle OSCE lande. Dokumentet forpligter deltagerstaterne til at gennemføre en række tillidsskabende foranstaltninger (dvs. CSBM = Conficence and Security Building Measures).

Regimet indeholder et verifikationssystem omfattende en meget bred vifte af aktiviteter blandt andet årlig udveksling af informationer, besøg, inspektioner og evalueringer.

Formålet med en evaluering er blandt andet at evaluere en aktiveret enhed eller formation i henhold til de årligt udvekslede informationer, herunder at blive briefet om organisation, væsentlige våbensystemer og se og tale med militært personel.