[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I dag er det fem år siden regeringen fremsatte forslag om, at Danmark skulle stille soldater til rådighed for den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan (ISAF). Sikkerhedsstyrken blev i begyndelsen af 2002 indsat i Kabul for at støtte den nye afghanske regering under præsident Hamid Kazai, der overtog ledelsen af Afghanistan efter talibanregimets fald.

Folketinget vedtog regerings beslutningsforslag den 11. januar og de første danske soldater ankom til Afghanistan allerede i januar, mens hovedstyrken ankom i februar. Det danske bidrag var på 48 soldater og bestod af et ammunitionsrydningshold med nødvendigt støttepersonel. Holdet var med til at rydde Kabul for miner og ueksploderet ammunition, så sikkerhedsstyrken kunne arbejde i hovedstaden. Det var i forbindelse med dette arbejde, at tre danske soldater blev dræbt ved en ulykke i marts 2002.

Siden 2002 er såvel ISAF som det danske bidrag blevet udvidet både størrelsesmæssigt og geografisk. I dag har ISAF og styrkens 33.460 soldater ansvaret for sikkerheden i hele Afghanistan, mens de i alt 390 soldater i det danske bidrag er placeret i Kabul, Feyzabad, Aybak, Chaghcharan og i Helmand-provinsen.