[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

- Siriuspatruljen skal holde jul under nogle ekstreme forhold. De er faktisk alene om at stå på vagt oppe i den del af verden. Så de fortjener at få en lille, helt særlig ting, siger kontreadmiral Niels Wang.
Derfor var der også en usædvanlig gave med i bugen på den svenske Hercules, der smider julepost og julegaver ud med faldskærm over det nordøstgrønlandske område, hvor Siriusfolkene patruljerer. Gaven var et dedikeret eksemplar af Carsten Jensen bestseller ”Vi de druknede”, som Niels Wang personligt har udvalgt.
- Det er en fantastisk bog. Først og fremmest fordi den handler om søfartslivet i Danmark. Som sømand er det klart, at den fascinerer mig, siger Niels Wang om sit valg af julegave.
Da hans kone også læste bogen med stor begejstring, var han endnu mere sikker på, at julegaven ville falde i god jord.

Ridderslag
Derfor var Niels Wang ikke sen til at sende et brev til Carsten Jensen. Her fortalte han om sin begejstring for bogen og spurgte, om forfatteren ville dedikere et eksemplar til hver af mændene deroppe. Det var en noget forundret, men også glad forfatter, der læste brevet.
- Jeg fik et brev fra den øverste chef for det danske søværn, som roste mig for mit maritime kendskab. Jeg følte, at det var ridderslaget, jeg fik her, så jeg blev meget beæret og begejstret over, at han gerne ville sende den som en boggave til Siriuspatruljen, siger Carsten Jensen, der selvfølgelig også skrev en personlig julehilsen til hver af de fjorten mænd.
Så nu kan Siriusfolkene tygge sig igennem de 696 sider, som romanen udfylder, på de lange slæderejser i bidende frost. Carsten Jensen pænt må holde sig hjemme i det grå, danske vintervejr.
- Jeg ville næsten ønske, at jeg blev kastet ned med faldskærmen, siger Carsten Jensen.