[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

- Det er vildt. Mere end jeg havde forventet hjemmefra. Jeg havde ikke forestillet mig at komme så langt til et VM, siger en meget glad Carsten Hammer Sørensen.
Bokseren fra Hobro har foreløbig bokset to kampe ved VM i militærsport. I den første slog han en sydafrikaner i suveræn stil. Kampen blev stoppet omkring femten sekunder, før anden omgang var slut. I dag har han været i ringen mod en modstander fra Hviderusland.
- Bokserne fra det gamle Sovjet er møgstærke. Men Carsten holdt hovedet koldt i første omgang, hvor russeren brugte al sin energi. Og så smadrede han ham i de næste tre runder, siger en tilfreds holdkaptajn Ronny Starcke.

Stærk modstander

I morgen skal Carsten Hammer Sørensen i ringen mod en bokser fra Aserbajdsjan.
- Det bliver en svær opgave, for han er en meget stærk bokser, siger Ronny Starcke.
Og selv om Carsten Hammer Sørensen minimum er sikret en bronzemedalje, skal han alligevel bruge aftenen på at forberede sig mentalt på kampen i morgen.
- Jeg har ikke set min modstander endnu, men der er blevet optaget en video fra hans sidste kamp. Så nu skal jeg hjem og se lidt på, hvordan han bokser, men jeg kan forestille mig, at han er god, siger Carsten Hammer Sørensen.