[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I forbindelse med hjemtagningen af de to dræbte danske konstabler, 24-årige Mikkel Keil Sørensen og 22-årige Thorbjørn Ole Reese, blev der tirsdag eftermiddag holdt en rampehøjtidelighed. Soldater fra enheder i Camp Bastion sagde farvel til de dræbte soldater under rampehøjtideligheden, hvor de to bårer blev ført ombord på et Hercules-fly for at blive fløjet hjem til Danmark.
- Ikke alle kendte Mikkel og Thorbjørn, men vi kan alle sætte os ind i den sorg, det er som forældre, søster, bror, kæreste, familie og venner at få beskeden om, at Mikkel og Thorbjørn er dræbt under kamphandlinger i Helmand, sagde oberst Kim Kristensen, chef for det danske kontingent i Helmand, under rampehøjtideligheden.
Han talte om de to konstablers høje faglige kunnen og stolthed over at løse de opgaver, som de var så dedikerede til som professionelle soldater.
- Derfor er det en lille trøst for mig at vide, at de netop i den operation, de var en del af, fik oplevet de hårde kampe, hvor de var med til at fjerne talebanere fra området, men endnu mere vigtigt fik oplevet områder og byer, hvor de almindelige afghanere vendte tilbage, glade og smilende, da netop talebanerne var fordrevet eller slået ihjel, sagde oberst Kim Kristensen.

Når Hercules-flyet forlader Camp Bastion med de faldne konstabler ombord, flyver det ind over Forward Operating Base Sandford i ”Green Zone”. Her vil det skyde flairs af som en sidste farvelhilsen fra Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese.

Video fra rampehøjtideligheden