[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Rasmus Voss

Snart vil sneen lægge sig tungt over Chaghcharan, og de danske soldater, der befinder sig der, bliver de næste måneder afskåret fra omverden. Men denne afkrog af verden er ikke blevet glemt. Også her har nyheden om Operation Bedre Hverdag bredt sig. Det skete, da oberst Henrik Sommer for kort tid siden kom før sneen og ankom til Chaghcharan for at se og høre til de udsendte. I denne forbindelse holdt han en briefing om Operation Bedre Hverdag.

- Jeg har altid en USB-nøgle i lommen med informationer om Operation Bedre Hverdag, så jeg kan briefe de soldater, jeg besøger, som endnu ikke har hørt om vores fastholdelsestiltag. Jeg gennemgik de projekter, som vi sætter i værk. Beskrev udfordringen for forsvaret i fremtiden og de tiltag, vi har besluttet, fortæller Henrik Sommer.       

Operation Bedre Hverdag handler om at gøre hverdagen bedre for den enkelte soldat. Og derfor var der gode nyheder til soldaterne.

- Forsvaret indfører to betalte hjemrejser under soldaternes seks måneders udstationering. Og den afspadsering, kaldet leave, de har optjent, vil først begynde, når soldaterne sætter benene på dansk jord, siger Henrik Sommer.
 
Det faldt i god jord hos de udsendte i Chaghcharan, hvor vind og vejr ofte gør rejsen lang og besværlig.