[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Familier til danske soldater i Irak har oplevet telefonchikane. De pårørende er blevet ringet op om natten af ukendt arabisk talende personer, der har sagt ukvemsord, som de pårørende har opfattet som truende. Chikanerierne er begyndt efter, at oprørerne i Irak er blevet i stand til at spore de samtaler, som udsendte soldater foretager på deres mobiltelefoner via telefontkort, som de har købt lokalt.

Selv om det er et mindre antal pårørende, der er blevet udsat for chikane, tager Hærens Operative Kommando (HOK) og Forsvarets Efterretningstjeneste sagen meget alvorligt. Hærens Operative Kommando har orienteret de soldater, der netop er rejst til Irak og Afghanistan, om hvordan de kan forebygge, at deres pårørende chikaneres.

Det vigtiste råd lyder, at soldaterne i stedet for at bruge deres mobiltelefoner, skal bruge de velfærdstelefoner, der er i alle de danske lejre. Samtalerne herfra kan ikke spores.

Hvilken andre forholdsregler soldater kan og bør tage ønsker Hærens Operative Kommando ikke at oplyse. Forsvarets Efterretningstjeneste arbejder i øjeblikket på en informationsfolder til udsendte soldater, som netop handler om brug af telefoner.

I USA og England har man forbudt soldaterne at tale i mobiltelefon i krigszoner. Forsvarsminister Søren Gade (V) afviser et lignende mobil-forbud for danske soldater. Det vil gå ud over soldaternes personlige frihed, mener ministeren, der nu vil have en fuld kortlægning af problemet.