[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Et dansk hold våbeninspektører tog i starten af september på inspektion i Rusland som led i CFE-aftalen. Russerne meddelte ellers i sommer, at de ikke længere ønsker at være en del af samarbejdet.

- Vi har ikke "glemt", hvor vigtig den her aftale er. Det viser vi ved at tage på inspektion i Rusland, selvom de er kommet med den her advarsel om, at de ikke ønsker at fortsætte samarbejdet, siger major Flemming Anker, Forsvarskommandoen.

Inspektionerne har til formål at sikre, at de oplysninger vi udveksler i Europa om vores væbnede styrker og materiel er korrekte.

En inspektion om året
Danmark laver våbeninspektioner i flere forskellige sammenhænge. Som led i CFE-aftalen sender vi et hold afsted én gang om året. Hvor de enkelte lande skal gennemføre deres inspektioner afgøres ved forhandlinger i Bruxelles.
CFE-traktaten har sin oprindelse tilbage til 1990, hvor de tidligere Warszawapagt-lande og NATO enedes om en større nedrustning.

- Det er jo altid spændende at inspicere russiske enheder for at se deres materiel og den udvikling, der sker lige nu i de russiske væbnede styrker. Fordi deres tradition og kultur i det russiske forsvar er så anderledes end vores, siger major Flemming Anker.

For første gang nogensinde har et inspektionshold lavet tv-optagelser af deres arbejde.
Tag med på inspektion i Rusland.