[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

For første gang nogensinde vil udenlandske soldater til september marchere på ind på Den Røde Plads i Moskva. Og mange af soldaterne vil komme fra Danmark.
De danske soldater kommer ikke som fjender, men som venner. Det er vagtkompagniet i Den Kongelige Livgarde, der skal deltage i Moscow Military Tattoo fra d.10.-17. september.

- Der er ikke andre nationaliteter, der har været ude og marchere på Den Røde Plads før. Og det er første gang, vi tager så langt væk til et tattoostævne, siger premierløjtnant Rune Ahle Rømer, næstkommanderende i vagtkompagniet.

Iklædt spraglede gallauniformer svinger soldaterne geværerne i taktfuld eksercits, og tamburer akkompagnerer marchen med trommer og piber. Timing og takt er nøgleordene i disciplinen tattoo.
Livgardens vagtkompagni stiller både med 38 soldater og et 26 mand stort orkester med trommer og fløjter.

Putin og Kongehuset deltager
Lederen af tamburerne, oversergent Morten Thurø, har været i Moskva for at ”checke terrænet”, og han glæder sig.

- Det bliver helt vildt. Det er et fantastisk sceneri med Kreml til den ene side og Vasilij-katedralens farvestrålende løgkupler i baggrunden. Både præsident Putin og medlemmer af det danske kongehus vil deltage i festlighederne, siger Morten Thurø.   

Moscow Military Tattoo forløber over fire dage på Den Røde Plads foran Kreml. Der er sat tribuner op med plads til mellem 8- og 10.000 tilskuere. Alt er udsolgt.
Foruden Danmark deltager også hold fra Italien, Tyskland og en række af de tidligere Sovjet-republikker.

Hvis man ikke har fået reddet sig en billet til Moskva, kan man i starten af oktober se garden optræde ved et tattoostævne i Herning.