[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De danske Fennec-helikoptere er nu operative i Irak. De første missioner, helikopterne har fløjet, er primært foregået om natten. Her har de blandt andet sørget for overvågningsstøtte til forsyningskolonner mellem Kuwait og Irak.
- Det er gået rigtig fint. Vi har hjulpet med det, vi skulle, og koalitionen har været rigtig glade for vores støtte. Man kan roligt sige, at helikopterne er kommet ind på deres rette plads, fortæller premierløjtnant Anders Madsen fra Irak.

Fennec-helikopterne har kapacitet, så de kan opererer både dag og nat. Deres primære opgave i Irak er at levere overvågning til den multinationale division i det sydøstlige Irak.
Overvågning fra luften er vital for landstyrkerne, fordi det forbedrer deres efterretningsbillede. Helikopterne kan blandt andet opdage vejsidebomber eller andre potentielle risikoelementer for landstyrkerne og advare dem.

Danskernes vigtigste samarbejdspartnere er de britiske styrker.
- Samarbejdet med briterne er næsten gnidningsfrit. Vi er blevet godt modtaget og har fået et godt samarbejde op at køre, hvor vi blandt andet kan bruge en del af deres faciliteter, siger Anders Madsen. 

De fire Fennec-helikoptere, og de 55 soldater, der flyver og støtter dem, har været i Irak siden begyndelsen af august måned. Det er planlagt, at helikopterne skal operere i Irak indtil årsskiftet.