[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Major Anders Storrud blev mandag eftermiddag såret i forbindelse med en offensiv operation i Helmand-provinsen. Operationen forløb over nogle timer.
Tidligt i forløbet påkørte en pansret mandskabsvogn en mine, men ingen soldater kom til skade. Senere – i forbindelse med afslutningen af operationen og bortslæbningen af den beskadigede mandskabvogn – blev dele af enheden beskudt med morterer og muligvis raketdrevne granater. Her blev major Storrud alvorligt såret. Han blev hurtigt bragt til felthospitalet i Camp Bastion med helikopter og kom under behandling.
Det var hensigten at den sårede skulle transporteres hjem til Danmark for yderligere behandling, men trods fortsat intensiv behandling på felthospitalet døde han tirsdag morgen.

- Det gør mig utroligt ondt, at terroristernes angreb på vores styrker endnu en gang har fået alvorlige konsekvenser for en dansk soldat. Herhjemme gør Forsvaret i øjeblikket alt for at hjælpe de pårørende, som er blevet hårdt ramt, siger fungerende forsvarschef, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen.

En vanskelig men vigtig opgave
- De danske soldater udfører i øjeblikket en meget vanskelig opgave i Afghanistan. Men jeg kender vores soldater og chefer, og jeg er overbevist om, at vi – og vores NATO-allierede – vil fortsætte operationerne og sammen klare os igennem opgaven i Afghanistan, siger den fungerende forsvarschef.

Major Anders Johan Stæhr Storrud døde 34 år gammel. Han efterlader sig kone og to mindreårige børn.

Se Hærens Operative Kommandos hjemmeside for yderligere information.