[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Hercules-flyet med de to dræbte konstablers kister landede torsdag formiddag i Karup. 24-årige Mikkel Keil Sørensen og 22-årige Thorbjørn Ole Reese mistede livet i Helmand under kamp i sidste uge.

Pårørende tog imod

Kisterne blev båret ud af flyet af æresvagter og ført ind i modtageområdet. Her var de pårørende samlet for at modtage deres kære. Tilstede var også nogle af de dræbte konstablers kammerater og et æreskommando fra Livgarden. Desuden var også forsvarsminister Søren Gade, chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou og chefen for Den kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær til mindehøjtideligheden.

Mindeord

Chefen for Den Kongelige Livgarde Lasse Harkjær og feltpræst Jesper Svendsen mindedes de to dræbte konstabler.
- Thorbjørn og Mikkel drog ud i verden for at hjælpe andre til fred og frihed. De faldt i denne kamp. Vi vil altid huske dem i vores hjerter, sagde oberst, kammerherre Lasse Harkjær.
Feltpræst Jesper Svendsen talte om de dræbtes vilje til at hjælpe andre og dele ud af den velfærd og tryghed, de selv er vokset op i, til andre i nød.
- Deres arbejde gav mening, deres vilje gav mening, fordi de ville dele, fordi de ville skabe muligheder, skabe en fremtid for mennesker, der ikke kunne se en fremtid, sagde Jesper Svendsen.

Efter mindehøjtideligheden blev kisterne båret ud til de ventende rustvogne til tonerne af salmen ”Det var på Isted Hede” spillet af Prinsens Musikkorps. De to faldne begraves henholdsvis mandag og tirsdag.