[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Rasmus Voss

Det er det eneste af sin slags i verden. Under den kolde krig gav NATO den flyvende kæmpe kodenavnet Cossack, mens flyets sovjetiske fædre kaldte det Mriya, det ukrainske ord for drøm. I daglig tale kaldes flyet Antonov 225.   

Træer blev fældet
I weekenden landede Antonov 225 for første gang nogensinde i Danmark. Det skulle laste materiel til den danske styrke i Afghanistan.  

- Først var det meningen, at flyet skulle lande i Aalborg Lufthavn, men man skønnede, at undergrunden var alt for blød til det tunge fly. Karup var ikke en mulighed, da der er byggearbejde i gang deroppe. Billund kunne heller ikke tage det store fly. Så blev vi spurgt, om vi kunne tage den. Det kunne vi, men vi måtte altså lige ud og fælde en del træer først, fortæller Helge Jacobsen, presseofficer ved Fighter Wing Skrydstrup.

Antonov 225 er det største fly i verden og kan fragte 250 tons gods, foruden sin egen vægt og brændstof. Til sammenligning kan en dansk C-130 Hercules fragte 17 tons gods.  
I Skrydstrup skulle fem pansrede lastbiler, fyrre paller forskelligt gods og nogle generatorer losses i flyets lastrum, der er 4,4 meter højt og 43 meter langt. 

- Det er dimensionerne, der er afgørende. Vi kunne have lastet dobbelt så meget gods på flyet, men det afgørende var, at lastrummet var højt nok til de pansrede lastbiler, oplyser en medarbejder ved Movecon, Danilog.     

Voldsom interesse
Der var stor interesse for, at Fighter Wing Skrydstrup lagde landingsbane til det fornemme besøg.   

-Der var mange ansatte og deres familier, der havde søgt om tilladelse til at komme ind på basen og se flyet. Lige så mange stillede sig op uden for hegnet. Der var vel totusind besøgende i alt, fortæller Helge Jacobsen.

Nyheden nåede også langt uden for Danmarks grænser.

-Vi fik en henvendelse fra en flyspotter, der sad i Australien. Han henvendte sig for at spørge, om det nu også var sandt, at Antonov 225 landede i Skrydstrup, fortæller Helge Jacobsen.