[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Badakhshan-provinsen i det nordlige Afghanistan er ramt af en mudderkatastrofe. Mange mennesker er dræbt, tusindvis af familier har mistet huse og landbrugsjord, og infrastrukturen i den i forvejen fattige provins ligger helt i ruiner. Mudderkatastrofen påvirker derfor også dagligdagen for de omkring 40 danske soldater, der udgør den danske del af Provinsial Reconstruction Teamet (PRT) i Feyzabad, der er hovedby i provinsen. De kan ikke nå ud til de områder, de normalt kører i.

Vejene er væk
- De områder, hvor vi kører er nogle af de hårdest ramte. I Shuhada er der op til 25 km vej, der enten er skyllet væk eller er dækket af mudder. Det menes, at 400 familier har mistet alt. I Varduj er billedet det samme, men her er det op til 60 km vej, der er væk, fortæller major Kristian Bentsen, der er næstkommanderende for det danske kontingent i Feyzabad.
- De lokale siger, at her ikke er kommet store mængder nedbør i de sidste 10 – 12 år. Når der så kommer så meget regn, som der nu er komme, kan vandet ikke komme ned i jorden. Derfor vælter det ned af bjergene og tager jorden med sig. Hele bjerge er nærmest væk og der er meldinger om, at der er 10 meter mudder nogle steder. Det er meget voldsomt, forklarer Kristian Bentsen videre.

Sikre civile organisationer
De store mudderskred skete for knap to uger siden. Men først nu er der ved at være et samlet overblik over katastrofens omfang. Vejene kan af gode grunde ikke benyttes og fortsat dårligt vejr i området har gjort det umuligt at tage billeder fra helikopter, fly og satellitter. Derfor er der heller ikke rigtigt kommet gang i hjælpearbejdet endnu. Men de danske soldater er klar til at hjælpe.
- Vi kan støtte med økonomiske midler til leje af maskiner, vi kan hjælpe med mad, vand og tæpper og vi kan sikre medarbejdere fra de civile organisationer, når de skal grave for at genskabe infrastrukturen. Der er ingen tvivl om, at PRT’ets tyngdeområde er at hjælpe lokalbefolkningen med at afhjælpe følgerne af katastrofen, siger Kristian Bentsen.