[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Mere end syv tons fordel på fire hjul er ikke nogen fordel når underlaget er blødt. Men hærens nye pansrede patruljekøretøj, Eagle IV, klarer sig alligevel godt i sandet ved Oksbøl. Det viser en test af bilen, som Forsvarets Mediecenter gennemførte i midten af maj.

Testkøreren var Le Gammeltoft, der både professionelt og privat har beskæftiget sig med firehjulstrækkere og kørsel i terræn i mange år. I et par timer styrede hun det store køretøj rundt på stadig mindre veje i øvelsesterrænet, guidet af seniorsergent Stig Grønfeldt fra Hærens Kampskole, der både kender terrænet og Eaglen i detaljer.
- Den arbejder godt, er nemt at kontrollere og den sejler ikke så meget som andre terrænbiler. Den føles overraskende meget som en personbil, sagde Le undervejs.

Også mange af patruljekøretøjets mere tekniske detaljer tiltalte Le Gammeltoft. Særligt begejstret var hun for det system, der gør det muligt at regulere trykket i dækkene fra kabine.
- Man skal køre med lavere dæktryk i sand, og det er smart, at man ikke skal ud af bilen for at lukke luft ud og pumpe igen, forklarede hun begejstret.

Mowag Eagle kommer i operativ tjeneste i løbet af 2008.

Læs mere om testen i det næste nummer af personalebladet Forsvaret, der udkommer i midten af juni og se et indslag på forsvarskanalen i næste uge.