[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der er udsigt til mere i lønningsposen til soldater i international tjeneste.

Fremover får soldater på mission i udlandet et mærkbart højere skattefrit udetillæg. Tillægget, som ydes til samtlige personelgrupper under udsendelse i internationale missioner, forhøjes med ca. 2.000-4.000 kroner pr. måned afhængigt af niveau. Tillægget forhøjes med virkning fra 1. juni 2007.

Forhøjelsen af udetillægget betyder eksempelvis, at udetillægget for en mellemleder udsendt til Afghanistan stiger fra 8.062 kr. til 10.202 kr. pr. måned.

Ud over udetillæg og månedsløn får Forsvarets personel i international tjeneste bl.a. et skattepligtigt FN-tillæg på 5.603 kr. pr. måned.

Med forhøjelsen af udetillægget prioriterer Forsvaret den store indsats, personellet yder under fremmede himmelstrøg.