[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det så ellers lidt sort ud. Gardens prøve ved indmarchen gik dårligt p.g.a. det udenlandske kommandosprog. Og tattoholdene fra især Finland og Tyskland var utroligt flot timede og viste avanceret og overlegen eksercits ved Ystad Military Tattoo. Så da Den Kongelige Livgarde endelig skulle på arenaen, kunne de måske frygte, at de ville falde fælt igennem.
Men sådan kom det heldigvis ikke til at gå.

Dominoeksercits
Livgarden kom marcherende ind i rødt lys med buldrende trommer og hvinende fløjter. Taktfast slog de kolben i jorden under marchen.
Som dominobrikker eksercerede garden en efter en på række med geværerne og afsluttede med et knaldende geværskud og et stormende bifald fra publikum.

Tamburerne trommede rytmisk både på egne og hinandens trommer, svingede stikker gennem luften og leverede indiskutabelt aftenens bedste rytmiske performance.      

- Jeg er meget glad. Trommerne var for skarpe og det gik lidt for stærkt, men det lagde publikum ikke mærke til. Det kan blive meget bedre, men jeg er fortrøstningsfuld og lettet. Jeg var mest nervøs for de unge gardere, men de klarede det flot, sagde tamburernes leder, Morten Thurø, kort efter showet.

Mens tamburerne alle er erfarne, har garden eller drillkommandoen, som svenskerne kalder dem, kun ti dages træning i eksercits ved garden inden afrejsen til Sverige.  

Se tv-indslaget om Livgardens deltagelse ved Ystad Military Tattoo